Stilfærdig far på sidelinjen

Det er svært at forestille sig Ulrik Wilbek stå musestille på sidelinjen, når der bliver spillet en kamp på banen.

Men ikke desto mindre er det en nødvendighed, når den populære håndboldtræner tager far-kasketten på og ser sine sønner spille fodbold.

»Jeg er måske lidt for lidt involveret, for jeg skal passe meget på. Når jeg er ude til en kamp, er jeg en offentlig person, og tit er det mere interessant for modstanderne, at jeg er der, end hvem holdet skal spille imod. Så derfor stiller jeg mig helt bagest og står stille og kigger. Det forstår børnene godt.«

Ud over de to sønner på 7 og 11, som han har med tidligere landsholdsmålmand Susanne Munk Lauritsen, har han også en datter fra et tidligere forhold - og det har bestemt ikke være nemt for hende at have en berømt håndbold-far.

»Min datter på 21 år har haft det lidt svært med, at jeg var kendt som landstræner. Der blev stillet utroligt store forventninger til hende som håndboldspiller. Bare fordi der stod Cecilie Wilbek på ryggen af hende, blev hun mandsopdækket. Det var hårdt for hende.«

Familien må vige for karrieren

Ud over at træne herrelandsholdet har Wilbek også travlt med at coache andre sportsstjerner til at tro på sig selv. Desuden har han skrevet tre bøger, og han er medlem af flere bestyrelser.

Der er med andre ord nok at se til for den 52-årige træner, som derfor er ekstra glad for, at han er gift med en tidligere håndboldspiller.

»Det hele fungerer altid bedre, når man har en derhjemme, der forstår det, man laver. Susanne synes da også af og til, at jeg er meget væk - selvfølgelig gør hun det - men hun kan sætte sig ind i, hvad det er, jeg laver, og hun sørger for, at tingene derhjemme hænger sammen. Hun har jo selv været igennem det - og hun er god til at snakke med børnene om det.«

Kommer din familie ALTID i første række?

»Nej, det ville jo være løgn at sige. For selvfølgelig gør den ikke det, når der er VM. Men det er klart, at skulle et af børnene blive sygt, så kommer familien i første række.«

Kan tøjle sin hidsighed

For mange er Ulrik Wilbek ikke kun synonym med guldmedaljer, men også med et særdeles iltert temperament.

De fleste af os kender billederne af den spinkle håndboldtræner med det lyse hår, der farer frem mod dommeren som en arrig hund - helt tomatrød i hovedet, mens han sender en sværm af ukvemsord af sted. Sådan er det dog ikke længere.

»Jeg har arbejdet meget med mig selv, og jeg kan mærke, når jeg begynder at blive hidsig. Så siger jeg til mig selv: Hov! Stop! Nu bliver jeg hidsig - og så skal jeg tænke mere konstruktivt.«

Ulrik Wilbek smiler skævt. Når man sidder foran ham, har man da også svært ved at forestille sig, at den mand nogensinde kan blive hidsig.

»Jeg er faktisk meget lidt temperamentsfuld i virkeligheden. Altså, selvfølgelig har jeg temperament, men jeg er ikke typen, der dytter og giver fingeren til en, der kører åndssvagt. Da jeg var formand for socialudvalget, tror jeg, at nogle forventede, at jeg på et tidspunkt skulle stille mig op på bordet, hvis vi var uenige.«

I dag er han også blevet bedre til at lade dårlige resultater på håndboldbanen blive i hallen frem for at tage dem med hjem.

»I 1990'erne kunne det godt tage rigtig lang tid, før jeg kom mig over et nederlag - og jeg var nok svær at være sammen med, når det gik dårligt. I dag, når jeg har haft en eller anden skuffelse og træder inden for døren, er jeg bare far.«