Læs avisen online

Skjult reklame i bedste sendetid

TV 2 forhandler om de første kontrakter om produktplacering. Og der kan være mange penge at hente, viser Søndagsavisens analyse

  • 04. september 2010 18:00
  • ncj@sondagsavisen.dk
foto: SF Film og Twentieth Century Fox
foto: SF Film og Twentieth Century Fox


TV 2 kan tjene millioner på produktplacering

TV 2 er i fuld gang med at udnytte, at virksomheder fra næste år kan betale for at få deres produkter i danske programmer og film.

»Vi forhandler allerede nu om konkrete projekter i 2011, så det er absolut spændende for os,« siger TV 2's programdirektør, Palle Strøm, men understreger samtidig, at der ikke er tale om de store beløb i kroner og ører.

Men det var ikke uden grund, at TV 2 tidligere på året bad Kulturministeriet om tilladelse til produktplacering. De mest populære programmer kan give millionindtægter til den trængte tv-kanal. Det viser analyse, som Mediebureauet Initiative Universal Media har lavet for Søndagsavisen. Konkret kan et logo på Frank Hvams kasket i serien "Klovn" sælges for knap ni mio. kr. om året. En fladskærm hos TV 2 Vejret kan indbringe knap 700.00 kr. om måneden.

Penge, der ifølge filmproducenter som Zentropa, ikke lugter.

»Vi vil kigge manuskripterne igennem til de film, vi har gang i allerede nu, og se, om vi kan få nogle penge ind, hvor vi før bare fik stillet produkterne til rådighed af producenterne,« siger Anders Kjærhauge, som understreger, at betalt produktplacering ikke vil få nogen indflydelse på handlingen i filmene.

Stor effekt for virksomhederne

Virksomhederne er også klar til at betale for at få vist deres produkter i film og tv. Både Carlsberg og Toyota kalder den nye brandingmulighed 'interessant'.

Ifølge Heidi Boye, der forsker i Forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet, giver produktplacering virksomhederne en unik mulighed for at ramme forbrugerne med paraderne nede.

»Virksomhederne ønsker at knytte deres brands til nogle værdier, som forbrugerne kan forstå og forholde sig til. Når vi ser reklamer, er vi klar over, at det er virksomhedernes konstruerede univers, hvor de præsenterer deres produkter. Via placering i tv og film bliver produkterne gjort mere naturlige,« siger Heidi Boye.

Forbrugerråd frygter fremtiden

Formanden for Forbrugerrådet, Camilla Hersom, er stærkt kritisk over for de nye regler for det, hun kalder skjult reklame i dansk tv og film. Hun mener, at det bryder med forbrugernes ret til vide, hvornår man bliver udsat for reklamer.

»Vi synes, at det her er et knæfald for de kommercielle interesser. Det er en glidebane, hvor man åbner op for noget, der er utroligt svært at kontrollere,« siger Camilla Hersom.

Hun frygter, at filmproducenterne vil blive udsat for et så massivt pres, at det vil påvirker filmen eller tv-seriens handling.

»Jeg frygter, at det bliver ligesom i USA, hvor der er nogle forfærdelige eksempler på B-serier, hvor man omtaler den samme slags kiks i tre scener. Jeg ved ikke, hvor meget kunstnerisk frihed der er i at skrive en dialog på 10 minutter over en kiksepakke. Det sker selvfølgelig kun, fordi kikseproducenten har betalt sig til, at hovedpersonen synes godt om den kiks,« siger Camilla Hersom.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?