Pas på, selvbestaltede sundhedsguruer: Nu kommer sandheden om sundheden og giver jer kamp til stregen
Hvis du nogle gange føler, at du er ved at drukne i en tsunami af mere eller mindre frelste budskaber om, hvordan du skal leve sundt og godt, så er det ikke skudt helt ved siden af.
Prøv at google 'bøger om sundhed', og det vælter frem med tusindvis af titler.
Så kan du læse om, hvordan du bliver '10 år yngre på 10 uger', eller hvordan du bliver 'sund på den fede måde', eller hvordan du bliver 'gravid i en fart' - eller hvad med en bog, der slet og ret hedder: 'Træk vejret'.
Men bare rolig. Dine trængsler er tæt på at være overstået.
For mandag udkommer nemlig den ultimative bog om sundhed: 'Sandheden om sundhed', skrevet af professor og overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersen.
'Sandheden om sundhed' - er
det ikke noget af en påstand?
»Jo, jeg spiller ind på den bane, hvor sundhedscoaches og selvbestaltede sundhedsguruer hersker. Min bog bygger på dokumenteret viden, og den er et forsøg på at trænge igennem i den jungle af mere eller mindre løse påstande, der er i omløb. Tag for eksempel kosten. Egentlig ved vi ikke ret meget. Kun at man skal spise varieret, ikke for meget og ikke for fedt. Alligevel kan vi løbe ind i påstande om, at hvis vi bare husker at spise blåbær, så ... Eller hvis vi dypper tungen i hørfrø, er vi på den sikre side.«
Så sandheden er i virkeligheden meget enkel: Spis sundt, drop smøgerne, begræns alkoholforbruget og dyrk motion! Hvor svært kan det være?
»Jo, men rutiner og vaner grundlægges tidligt i livet. Dårlige vaner kan være svære at ændre, men jeg tror på, at viden er vigtig. Og så tror jeg på reguleringer og på, at vi et langt stykke hen ad vejen kan lovgive os til sundhed. Hvis prisen på cigaretter er tilstrækkelig høj, og hvis det er svært at få fat på alkohol, kan man måske gøre det svært for de unge at begynde. Eller hvis vi for eksempel satser på cykelstier, kan vi måske få mange flere til at cykle.«
Sundhed er socialt betinget?
»I høj grad. Din sundhed hænger tit sammen med, hvor høj en uddannelse du har.
Er sundhed et privat ansvar
eller et samfundsansvar?
»Både og. Det er vigtigt at appellere til den enkelte om at tage et ansvar og søge viden. Men det er også et fælles ansvar, for hvis vi udelukkende siger, at det er op til den enkelte, så åbner vi samtidig op for, at alle og enhver kan påvirke i en forkert retning med deres vås.«
|