Det er stadig meget nyt i rejsebranchen, men tendensen er der: Vi vil kunne hoppe i poolen direkte fra vores hotelværelse.
Ideen så lyset for første gang i Thailand, hvor der findes rigtig mange hoteller, der tilbyder egen pool eller direkte adgang til fælles pool fra egen terrasse. Det skriver Rejseliv.dk
Tendensen er så småt ved at finde vej til Europa og denne luksusbehandling er også blevet populær hos de danske rejseselskaber.
"Hos Star Tour er dette koncept noget af det allerførste, der sælges og kan meldes udsolgt, når en ny sæson sættes til salg. Efterspørgslen er blevet stor på få år, og har man først prøvet det, er der mange, der ikke ønsker andet fremover. Det er specielt par eller familier med store børn, der booker denne form for hotelværelser," siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
En del af luksus-trend
Hos Star Tour tilbyder de deres gæster egen pool eller direkte adgang til pool fra værelset på flere hoteller i Thailand, men også Egypten, Rhodos og Grækenland er godt med på udviklingen.
"Jeg vurderer, at omkring 25 procent af værelserne på større, nye hotelbyggerier fremover vil tilbyde dette koncept, fordi stigningen i efterspørgslen er så mærkbar," siger Stig Elling.