Læs avisen online

Gravpriser er på himmelflugt

Vi skal betale meget mere for at få passet vores kæres gravsted. Brugerbetaling skal redde kirkegårdenes dårlige økonomi



Gravpriser er på himmelflugt

Danske kirkegårde er i gang med at sætte priserne kraftigt i vejret.

En stikprøve, som Søndagsavisen har foretaget i fem af landets sogne, viser, at prisen for at få passet et gravsted er steget med op til 71 procent i løbet af de seneste par år.

»Det er ikke rimeligt. Prisen er jo nærmest fordoblet fra det ene øjeblik til det andet,« siger Mette Lindgreen, der gennem de seneste 15 år har besøgt sine svigerforældres gravsted på Badskær Kirkegård i Frederikshavn.

»Så nu overvejer vi at holde vores gravsted selv,« siger hun.

Skal dække kæmpe underskud

Tidligere bestemte de enkelte menighedsråd, hvad det skulle koste at få passet et gravsted. Og ofte blev prisen sat så lavt, at den slet ikke kunne dække udgifterne til en graver, der river grus, luger ukrudt og dækker med gran.

Det har været med til at skabe et hul i landets kirkekasser på 800 millioner kroner, fordi menighedsrådene gik ind og dækkede underskuddet med tilskud fra kirkeskatten - penge, der ellers kunne være gået til vedligeholdelse af kirkerne.

Nu skal en øget brugerbetaling være med til at dække det underskud, lyder det i en indskærpelse fra Kirkeministeriet.

Inden udgangen af 2012 skal alle landets kirker beregne deres priser på en ny måde, hvilket i langt de fleste tilfælde vil betyde markante prisstigninger. Desuden er det landets provstiudvalg, der fremover skal godkende kirkegårdenes priser.

Den eneste fair løsning

Det er den eneste fair løsning, mener provsternes formand, Paw Kingo Andersen.

»Det er altså ikke noget, vi skal til at tjene penge på. Det er en brugerbetaling, der skal dække de faktiske omkostninger ved vedligeholdelsen. De pårørende skal være glade for den tid, hvor de har fået tilskud,« siger han og forklarer, at alternativet havde været at sætte kirkeskatten op.

»Og det er vanskeligt i en periode, hvor resten af det offentlige velfærdssystem oplever, at det er svært at få enderne til at nå sammen, blandt andet på grund af skattestoppet,« siger han.

Graver: Folk brokker sig

På Badskær Kirkegård har de pårørende svært ved at føle sig taknemmelige, fortæller Henrik Bak, der er graver.

»Nu skal vi selv til at hive pengene ind fra de pårørende. Og det brokker folk sig selvfølgelig over,« siger han.

»Gravstederne er jo efterhånden blevet en rigtig dyr post, når man tæller det hele sammen,« siger han.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?