Mange danskere kan risikere at modtage phishingmails, hvori svindlere forsøger at lokke kreditkortdata ud af dem ved at forfalske PBS som afsender. Spær kortet med det samme, hvis du er hoppet i fælden, lyder rådet fra PBS
Tirsdag morgen har svindlere udsendt et større antal phishingmails, som ser ud til at stamme fra PBS, hvori modtageren opfordres til at oprette en kode til 'Verified by Visa' og 'Mastercard Securecode'. Det skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren
Mange danskere vil modtage mailen, der forsøger at lokke kreditkortoplysninger ud af dem, skriver Ingeniørens it-site, Version2. PBS opfordrer til, at man helt undlader at forsøge at åbne den vedhæftede webformular.
»Det ser ud til at være ret stort. Jeg har allerede fået 30 mails og flere opkald. Man skal undlade at åbne det vedhæftede dokument og undlade at besvare mailen og afgive sine fortrolige kortdata,« siger pressechef Søren Winge fra PBS til Version2.
E-mailen består af en dansk tekst, der beskriver de to sikkerhedsprodukter til Visa og Mastercard, men e-mailen har også vedhæftet en webformular.
Formularen henter indhold fra PBS' server og har også et legitimt link til PBS' hjemmeside, men formularen sender data til en server på et udenlandsk webhotel.
På formularen bliver brugeren bedt om at udlevere sit kortnummer, udløbsdato, sikkerhedskode og de sidste fire cifre i sit CPR-nummer. Formularen spørger også efter den kode til Verified by Visa, som brugeren allerede har. Hvis man udfylder formularen og sender data, havner disse oplysninger hos svindlerne og ikke hos PBS.
Hvis man allerede er gået i fælden, som kan virke ganske overbevisende, så skal man ifølge PBS tage kontakt til sin bank og få spærret sit kort.