Læs avisen online

Jonatan Spang er stadig ikke i mål

Han bliver tit spurgt om, hvordan det føles at have nået toppen. Selv mener Jonatan Spang, at der er lang vej igen

  • 28. august 2010 10:00
  • cpp@sondagsavisen.dk
Jonatan Spang er tilbage i komikerfaget, men branchen er blevet mere konkurrencepræget. Foto: Carsten Lundager
Jonatan Spang er tilbage i komikerfaget, men branchen er blevet mere konkurrencepræget. Foto: Carsten Lundager


Jonatan Spang er stadig ikke i mål


Jonatan Spang er stadig ikke i mål

Han har underholdt hele Danmark med sine onemanshows 'Damer', 'Familie' og 'Spark i Løgsuppen'. Han har medvirket i et hav af teaterforestillinger, og trods sine kun 32 år har han allerede formået at indtage og forlade en direktørstatus på Nørrebro Teater.

Nu er han tilbage som fuldtidskomiker, og når Zulu mandag den 30. august skyder en hel uge i gang i comedyens tegn, står han klar til at underholde.

For mange er Jonatan Spang en fast del af den danske stand-up-scene, men selv mener han, at det kræver konstant fornyelse at få lov til at blive der.

Udskillelsen fortsætter

»Man tror, nogle er i mål, men det passer jo ikke. Der er hele tiden nogle, der ryger fra,« siger Jonatan Spang, mens han åbner alle sukkerposerne på bordet og en efter en tømmer indholdet ud i bundsjatten i sin kop.

Han er rastløs, og det afspejler sig på hans efterhånden alenlange cv. Måske er det en af grundene til, at han aldrig har lagt sig på den lade side, selv om det efterhånden er 11 år siden, han vandt DM i stand-up.

»Nogle gange er det, som om folk har en ide om, at jeg ligger i en strandstol dagen lang, og hvis jeg så overhovedet gider at sætte drinken fra mig og lave noget, så er det rent overskud. Men sandheden er jo, at kampen bliver hårdere med tiden,« siger Jonatan Spang.

Går efter mavefornemmelsen

Alligevel er der visse ting, Jonatan Spang ikke vil deltage i. Han har blandt andet takket nej til at være vært på en række underholdningsprogrammer.

Han har ikke et endeligt svar på, hvilke kriterier man som komiker bør gå efter på mediehylderne.

»Jeg har lært, at du ikke kan tænke dig til, hvad der er et godt karrieretræk,« siger den garvede komiker og undviger spørgsmålet om, hvad han aldrig kunne finde på at sige ja til.

»Når man fortæller, hvad man ikke vil lave, så tisser man jo også lidt på dem, der laver det.«

Selv vælger han ud fra det, han kalder en fornemmelse i maven, og ud fra, om han mener at kunne lære noget af oplevelsen.

32 år og af den gamle skole

Efter to år som direktør på Nørrebro Teater er han glad for at være tilbage på scenen.

Men det har været en stor omvæltning at vende tilbage til at skulle være kreativ igen.

»Man kan godt mærke, at det er en ny crowd, der prøver sig selv af på stand-up-scenen i dag. Så er man pludselig gammel, og der mener jeg ikke aldersmæssigt,« griner Jonatan Spang, der mener, at vilkårene i dag er anderledes konkurrenceprægede, end dengang han startede.

Han forsøger at opmuntre de nye talenter, når han spotter dem rundtomkring på scenerne i det københavnske natteliv.

»Vi så det alle sammen som en hobby dengang. De, der starter i dag, har en ide om, at det skal blive til en karriere.«

Og en karriere er det også blevet til for Jonatan Spang. Fang ham på skærmen onsdag eller torsdag i næste uge.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?