Stadig flere voksne kvinder mellem 25 og 50 år søger hjælp, fordi de har en spiseforstyrrelse
Unge piger, der ikke er andet end skind og ben, er det gængse billede på en spiseforstyrrelse.
Men bag statistikkerne gemmer der sig en helt anden virkelighed.
Flere og flere kvinder i alderen 25-50 søger hjælp, fordi de har en spiseforstyrrelse - i USA og England bliver fænomenet kaldt 'the desperate housewife syndrome'.
»De voksne spiseforstyrrede har hele tiden været der, men medierne har kun haft fokus på de unge,« siger Mette Fløjborg, rådgivnings-koordinator i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser.
»Forleden var der en kvinde på 22, der henvendte sig, men var i tvivl om, hvorvidt hun var for gammel til at få hjælp,« fortsætter hun.
Problemer starter tidligt
Foreningen vurderer, at godt 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. Heraf er mindst halvdelen voksne, der enten overspiser eller lider af bulimi, anoreksi eller ortoreksi, en spiseforstyrrelse, hvor personen er besat af sund mad, diæter og motion.
Mette Fløjborg forklarer, at mange af de voksne spiseforstyrrede også havde problemerne som unge, men er kommet over dem, indtil spiseforstyrrelsen pludselig er kommet tilbage, udløst af nogle begivenheder i voksenlivet, for eksempel skilsmisser, barnløshed eller andre traumatiske oplevelser.
Spiste i det skjulte
»Jeg blev først klar over, at jeg havde en spiseforstyrrelse, da jeg gik ned med stress og depression,« fortæller 38-årige Rikke Kirkebjerg.
Hun er ansat i entreprenørbranchen, og da hun i forbindelse med nedturen talte med en psykolog og en god ven, blev hun klar over, hvad der var galt.
»Jeg overspiste. Altid i det skjulte. På ingen tid kunne jeg kværne en bakke flødeboller med 16 i eller otte stykker rugbrød,« fortæller Rikke Kirkebjerg, der er gift og har et lille barn.
Rikke Kirkebjerg har været i terapi i seks år, samtidig med at hun har passet sit job. Hver dag er en kamp mod spiseforstyrrelsen. Al hendes mad skal for eksempel portionsanrettes på tallerkenen.
»Det er en svær sygdom, fordi man føler sig flov og frygter dommen fra andre. Men det er vigtigt, at spiseforstyrrelserne bliver synlige.«
Læs mere om spiseforstyrrelser her