Puk: Rend mig i traditionerne

Da hun var lille, tegnede hendes forældre et juletræ på væggen og pyntede det med blomster, som de havde klippet ud af plastikposer. Julemiddagen stod på jakabov vendt i paprika. Sådan var julen tit for Puk Elgård.

»Jeg får nærmest koldsved, når jeg ser det der pladevat med nisser på eller de gule kyllinger, når det er påske. Det er i hvert fald ikke for min skyld, at der er et juletræ i stuen - det er for min søns - og klokken bliver ikke mange minutter over midnat, før juletræet står ude i haven,« griner Puk Elgård.

Vil ikke giftes

Hun er i det hele taget ikke ret glad for traditioner - og derfor kan hun overhovedet ikke se sig selv i en hvid brudekjole.

»Nu har jeg for første gang i mit liv et fast arbejde, jeg har købt hus og fået en hund - jeg kan ikke også blive gift. Ikke på traditionel vis i hvert fald.«

Hun smiler forsigtigt.

»Altså - jeg har boet sammen med den samme mand i 11 år, og jeg elsker ham. Vi kunne jo godt gifte os - der er ingen anden mand, jeg hellere vil have - men jeg kan ikke holde tanken ud om festsal, gavebord og lange taler.«

Barsk og usikker barndom

Puk Elgård voksede op i et hjem med forældre, der drak for meget. De flyttede også meget rundt. Hendes ungdom var, som hun selv siger, 'noget turbulent'. Alligevel var hun aldrig i tvivl om, at hun var elsket:

»Min far sagde tit, at jeg var noget særligt. Selv om der var meget usikkerhed og utryghed i min barndom, har jeg aldrig været bitter på mine forældre. De gjorde det så godt, de kunne - og jeg ville ikke bytte det ud med en kernefamilie, hvis jeg fik lov at vælge om igen.«

Så selv om hun ikke kan bage en kage fra bunden, og selv om hun nogle gange arbejder fra klokken 8 til klokken 20.30, gør hun alt for at være en god mor for sønnen Robin på syv år.

Nærvær er nøglen til et godt liv

»Jeg prioriterer den tid, jeg har. Det kan godt være, at jeg er væk en hel dag, men jeg kan nå meget ved at komme hjem, putte ham og fortælle en godnathistorie - og bare være til stede. Nærvær er nøglen.«

Under hendes store armbåndsur kan man skimte noget sort. En tatovering med ordene 'Life is not supposed to be a struggle'.

»Hvis alting er en kamp, mens man vokser op, så bliver alting en kamp, når man bliver voksen, for det er det eneste, man kender til. Men det er jo ikke sådan, livet skal være. Jeg har brug for at minde mig selv om, at det er helt okay bare at leve og have det skidesjovt. Jeg behøver ikke at kæmpe hele tiden for at få lov til at være her. Det kan da godt være, at mine forældre var alkoholikere, men jeg har skabt et liv ud af ingenting, og det er jeg stolt af og glad for - og jeg har det fantastisk.«