Mette Blomsterberg, som frister os i tv-programmet 'Det søde liv', mener, at vi er ved at drukne i billigt skidt fra fødevareindustrien - de voksne har et kæmpe ansvar for at opdrage børnene til kvalitet
Sukker, sødmælk og piskefløde. Chokolade, vanille og marcipan ... i store mængder.
Bare tanken kan formentlig få de fleste fedtforskrækkede puritanere til at kløjes i NUPO-blandingen.
Men hver tirsdag aften i den bedste sendetid på DR bliver tanken til virkelighed, når konditor Mette Blomsterberg fuldstændig skamløst frister 400.000 seere, når hun kreerer kager og desserter, så den søde tand løber i vand.
»Jeg vil gerne inspirere, og når man bruger ordentlige råvarer, er det ikke usundt. Jeg er ikke ernæringsekspert, men en helt almindelig husmor, der lægger masser af kærlighed og forberedelse i det, jeg laver. Og stillingtagen,« siger Mette Blomsterberg.
Ud med nescafe
Når det gælder chokolade, har Mette Blomsterberg for eksempel entydigt taget stilling.
Hun kunne aldrig drømme om at bruge andet end den ægte chokolade, der kun indeholder kakaobønnens eget naturlige kakosmør, modsat 'chokoladeknapperne', som kan være tilsat alt muligt andet fedtstof.
Ægte chokolade skal til gengæld tilberedes nænsomt og præcist. Det tager tid, men Mette Blomsterberg vil ikke gå på kompromis.
»Det er det samme, hvis man har en ordentlig, fuldfed kvalitetsvin, så bæller man jo heller ikke flere flasker ad gangen,« siger hun.
»Eller nescafe. Der bliver solgt tonsvis af nescafe, og fint med mig, men jeg bryder mig ikke om den brændte, karamelliserede smag. Så hellere en ordentlig kop te,« siger Mette Blomsterberg, som iført et nougatfarvet forklæde og sandaler tager sig et hvil fra jordbærtærterne.
Hun har sat sig på en bænk i kunstmuseet Glyptotekets vinterhave lige ved siden af cafeen, som hun er indehaver af. Cafeen summer af gæster, der nyder hendes kaloriefyldte kreationer, og tjenerne flintrer frem og tilbage.
Bevidstheden om kvalitet skal grundlægges hos børnene, mener hun:
»De skal opdrages til at kunne smage forskel på skidt og kanel.«
Drop discountkagerne
»Mine børn spiser også almindelige flødeboller og kindermælkesnitter, men de kan godt smage, at det er noget hø,« siger hun og fortsætter:
»I industrien pøser de mere og mere sukker i brødet. Det er en nem og hurtig måde at tjene penge på. Krydderbollerne er papmad, og hvis du går i en discountforretning og køber en industrielt fremstillet kage, er den så billig, at du nærmest får penge for at købe den. Man skal ikke være professor for at kunne regne ud, at sådan en kage ikke er præget af kvalitet. Kvalitet koster, og spørgsmålet er, om man er parat til at betale for det. Livet er fuld af valg - også når det gælder mad og spisevaner.«
Mette Blomsterberg er selvlært kok og elsker at jonglere med potter og pander. Og hun elsker især udfordringen med at få kræsne børn til at spise.
Børn skal føle sig elskede
»I supermarkedet oplevede jeg forleden en mor, der var ude og handle med sin søn. Drengen ville gerne have en bestemt grøntsag. 'Det kan du ikke lide', sagde moderen. Sådan noget kan simpelthen gøre mig så sindssygt ærgerlig,« siger Mette Blomsterberg.
»Mad er for mig en kærlighedserklæring. Når mine børn åbner madkassen henne i skolen, skal de føle sig elsket.«