Læs avisen online

God mad ryger i skraldespanden

Dagligvarebutikkerne smider alt for mange friske madvarer i containeren. Det skal der sættes en stopper for

  • 22. august 2010 16:00
  • cpp@sondagsavisen.dk
Foto Kristian Brasen
Foto Kristian Brasen


God mad ryger i skraldespanden

Chokolade, kaffe og vin. Den slags produkter kan man være heldig at få af dagligvarebutikkerne, hvis man finder madvarer, der har overskredet sidste salgsdato.

Der er dog efterhånden langt imellem de 'gode' fund. Detailhandlen smider nemlig friske madvarer ud i stor stil.

Det skyldes først og fremmest, at butikkerne køber for stort ind, mener Mia Rahunen. Hun er rådgiver i Nordisk Ministerråd, som har sat gang i en undersøgelse, der skal klarlægge den præcise mængde madaffald i Danmark, Norge og Sverige og komme med forslag til, hvordan butikkerne kan mindske madspildet.

»Madspildet i den danske detailhandel er stort. Butikkerne køber for meget ind for at tilfredsstille kunderne med velassorterede hylder,« siger Mia Rahunen.

Og butikkerne vil hellere smide overskydende mad ud, inden datoen udløber, end de vil sælge maden til udsalgspris, i god tid inden den bliver for gammel, fortæller hun. Først og fremmest for at undgå, at priserne på tilsvarende varer i butikken presses ned, men også for at minimere risikoen for, at kunderne finder gammel mad i butikkerne.

Føtex smider ud i god tid

Mange steder har man regler for, hvor lang levetid en vare må have tilbage, før den smides ud.

Føtex har for eksempel en regel om, at varen skal have mindst 25 procent af sin holdbarhed tilbage, når kunden køber den. I praksis betyder det, at blandt andet brød og mejeriprodukter smides ud i stor stil - før varerne når udløbsdatoen.

Klaus Jørgensen, chefkonsulent i Landbrug og Fødevarer, der varetager fødevarevirksomhedernes interesser, finder den regel mærkværdig.

»Sidste holdbarhedsdato er jo netop indført, for at butikkerne skal have det at måle efter,« siger han.

Butikker afviser madspild

Erik Eisenberg, informationschef i Dansk Supermarked, som Føtex hører under, mener som udgangspunkt ikke, at der sker et ressourcespild i koncernens butikker.

»Der er ikke nogen i vores butikker, der har motiv til at smide noget salgbart ud,« siger Erik Eisenberg og fortsætter:

»De, der først og hårdest bliver ramt, når noget smides ud, er os selv. Butikschefen foretager en faglig vurdering af, hvornår maden skal smides ud, og det gør han, fordi vi ikke vil være bekendt at sælge gammel mad til kunderne.«

FAKTA: EU-REKORD I SKRALD

Danskerne smider 802 kg skrald ud pr. indbygger om året. I 2006 smed den danske detailhandel 91.351 ton mad ud. Hver dag året rundt producerer vi danskere 42.353 ton affald - svarende til 4.235 fyldte skraldebiler.

Kilde:stopspildafmad.dk




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?