Generation Glad står klar til at vise verden, hvad den kan.
De kan noget, og de vil noget. Præstationskulturen har fået et solidt tag i de unge, stærkt ansporet af talentshows som 'X Factor'.
Det nye er, at landets skoler og klubber har taget ideen til sig og holder talentkonkurrencer, og de unge strømmer til.
Christian Rasmussen på 18 år har meldt sig til et talentshow, som ungdomsskolen Walker står for i samarbejde med Rock Under Broen. Christian er ikke tvivl om, hvad der er det bedste ved at være på.
»Det er jo bare så fedt at vise, hvad man kan. Det er ligesom en eksamen - du skal vise, hvad du dur til.«
Der er stor efterspørgsel på konkurrencerne, og skolerne landet over gør deres for at give de unge, hvad de kræver: Muligheden for at skille sig ud.