Slankemidlet Alli og lignende typer medicin er på vej i frit salg. Det skader patientsikkerheden, mener eksperter.
85 procent af detailhandelens
medicinomsætning stammer
fra salget af nikotinerstatning,
næsespray mod forkølelse,
strepsil og svage smertestillere
som panodil, ipren osv.
Kilde: PHARMADANMARK
Hidtil har det kun været
muligt at købe det populære
slankemiddel Alli på
apoteket.
Men nu slækker Lægemiddelstyrelsen
på reglerne, så
det allerede om et år er muligt
for kunderne at købe Alli og
lignende typer håndkøbsmidler
på tankstationer, i
supermarkeder og i kiosker.
Apotekerne frygter, at
udviklingen bringer patienternes
sikkerhed i fare, fordi
der ikke følger rådgivning
med, når man køber pillerne i
detailhandelen.
Ulla Pedersen, ledende
diætist på Institut for Human
Ernæring, deler bekymringen.
- Det bør kun være muligt
at købe Alli et sted, hvor der
følger rådgivning med. Selv
om der er en indlægsseddel
i pakken, er det måske ikke
alle, der forstår den - og det
er altså ikke muligt at stille
spørgsmål til en indlægsseddel,
siger hun.
Ud over Alli kan også
kolesterolsænkende medicin
være på vej ud i butikkerne.
- Når vi giver håndkøbslægemidler
ud i fri handel,
risikerer vi at få en lemfældig
omgang med lægemidler,
siger Niels Kristensen, formand
for Danmarks Apotekerforening.
Som eksempel på, hvor
galt det kan gå, peger han på,
at øre-, næse- og halslæger
pludselig fik en masse patienter
med kroniske problemer
med slimhinderne, efter at
næsespray mod forkølelse
blev sendt i fri handel.
Sine Jensen, sundhedspolitisk
medarbejder i Forbrugerrådet,
mener principielt,
at det er i forbrugernes
interesse at kunne købe, hvad
de vil, når og hvor de vil.
- Men der er altså ting, vi
ikke selv skal gå og rode med.
Medicin har virkninger og
bivirkninger, og det har vi
brug for hjælp til at holde styr
på, siger hun.
Sine Jensen mener ikke,
at forbrugerne er særlig godt
hjulpet af de enorme mængder
information, der ligger frit
tilgængeligt på internettet.
- Det er en jungle, og det
kan være meget svært at
gennemskue, hvad der er
troværdig viden, og hvad der
ikke er, siger hun og råder
forbrugerne til at være kritiske
over for de oplysninger,
de får, og tænke over, hvem
der er afsender.
Lægemiddelstyrelsen
tager kritikken med knusende
ro.
- Hvis vi mente, at det
var farligt at sende Alli i fri
handel, ville vi aldrig gøre
det, siger Karsten Jørgensen,
kontorchef i styrelsens
direktionssekretariat.
- Desuden er det jo stadig
muligt at gå op på apoteket og
få rådgivning. Det vigtigste
er, at forbrugerne får et frit
valg, siger han.