Hvis man skulle blive træt af at hænge ud på ’den blå lagune’, snorkle, shoppe, drikke smoothies eller ice-coffeis på Malta, så er der rig mulighed for at supplere ferien med kulturhistoriske oplevelser.
Man behøver ikke at gå særlig langt for at finde de romanske, gotiske og barokke kirker. Jeg kender ganske enkelt ikke noget andet sted i verden, hvor man kan se, swimmingpools, bikini og badeshorts og katedraler og kirker side om side, som man kan det på Malta.
På Malta kan man komme til at se verdens ældste stenhyggede templer. De er blevet bygget
for ca 5000 år siden, mellem 3600 og 3200 f.Kr., hvilket er godt 500 år før egypterne byggede
pyramiderne. Der findes ingen eksakt viden om hvordan eller hvorfor mennesker har slæbt 20
tons tunge sten og samlet dem i fritstående, bygningslignende konstruktioner, kun teorier.
Templerne Hagar Qim og Mnajdra er de bedst bevarede og ligger i forlængelse af hinanden i
et fælles tempelkompleks. De har en fantastisk placering ved kysten med udsigt til en lille ø,
som er et aflukket naturreservat. Mnajdra er indrettet som en enorm astronomisk kalender,
således at solstråler falder ind af bestemte døre ved sommersolhverv, d. 21 juni og igen ved
vintersolhverv d. 21. december.
I templerne er der fundet figurer af tykke, bredhoftet kvinder, som har været
tilbedt som frugtbarhedsgudinder i kraft af deres evne til at føde og skabe liv. Den mest
imponerende af disse blev fundet i Hagar Qim, i det første af templets rum. Den kaldes ’The
Venus of Malta’.
Solkalenderen formodes at have været anvendt i forbindelse med såning og
høst.