Søndagsavisens vinekspert Erik Skovenborg prøvesmager hver uge en række vine fra de største butikskæder og guider dig til tre af næste uges bedste vinkøb
Avaleda Fonte Vinho Verde 2009
Tilbudspris i Netto 1 flaske for 30.-
Lys med grønt skær og et let brus; enkel bouquet med toner af fersken og lime; delikat smag af lys frugt piftet op med kulsyrebobler og forfriskende frugtsyre. Køb den hvis du er til letsind og lyse sommeraftener; den portugisiske Vinho Verde glider let ned og er hurtigt væk. Skænk den på terrassen til en rejesalat.
Hardys Varietal Range Cabernet Sauvignon BIB 2009
129.- kr. - tilbudspris 1 boksvin (3 liter) for 109.- i Kvickly
Medium rød med blå kant; duft af solbær med toner af Kongen af Danmarks bolcher; saftig, krydret frugt med god fylde og solmættede tanniner. Køb den hvis du vil glæde gane og tegnebog med en enkel og imødekommende rødvin, der er klar til sommerens grillmad.
Visan Grande Réserve 2007 (UGENS VIN)
89,95 kr. – tilbudspris 1 flaske for 49,95 kr. i SuperBest
Dybrød med blå kant; lækker duft af røde kirsebær, anis, mørk chokolade og sort lakrids; kraftig smag af mørk frugt med flot struktur og fylde og en velkrydret syre i afslutningen. Køb den hvis du vil have en harmonisk Côtes du Rhône Villages fra superårgangen 2007; et af tidens bedste vinkøb, der giver dig fuld valuta for pengene.