Grillpølser og færdiglavet kartoffelsalat er nem sommermad. Men det meste smager også derefter, mener 'Den skaldede kok'
Grillpølser og færdiglavet kartoffelsalat står på menuen i mange danske hjem på en lun sommeraften. Men 'Den skaldede kok' er ikke imponeret over kvaliteten efter at have smagt syv af hver slags.
Først kartoffelsalaterne.
- Det er et problematisk emne, for jeg kan godt lide ting, der er nemme. Men jeg ville ikke servere dem, som de er her, siger 'Den skaldede kok' med det borgerlige navn Carsten Olsen og ser ned på syv tallerkener med stort set ens kartoffelsalater.
- Flere af dem er meget svære at skelne fra hinanden. Men de to ligner flødekartofler, og den der ligner gammel risengrød, siger ejeren af Restaurant 'Den skaldede kok' i Tivoli og peger ned på kartoffelsalaterne.
SE HELE TESTEN HER
Én ting er udseendet, men smagen er ifølge Carsten Olsen heller ikke i top.
- Fælles for alle er, at kartoflerne er for bløde. De har en svampet konsistens, og du kan smage, at de ikke er lavet i morges, siger han og påpeger, at hvis du køber færdiglavet kartoffelsalat, skal den smages til med salt, peber, eddike og masser af purløg.
Og så kan du efterhånden lige så godt lave den selv.
- Du kan selv lave en, der er 10 gange bedre, og det synes jeg, at du bør gøre, for det er rimelig simpelt, opfordrer 'Den skaldede kok'.
Se opskriften på Den Skaldede Koks kartoffelsalat her
Carsten Olsen holder meget af pølser.
- Det er en fantastisk spise, og jeg er ligeglad med alle skrækhistorierne om, hvad de er lavet af, siger han.
Alligevel er kokken skuffet over manglende smag, og han kalder den fede, finmalede fars decideret ulækker.
- Men du skal ikke sige, at de er dårlige, for du får, hvad du betaler for, siger Carsten Olsen og uddyber:
- Du får masser af E-numre, konserveringsmidler i læssevis og ikke ret meget kød for pengene. Derfor lyder hans opskrift på en god grillmenu:
- Find en slagter, der laver sine egne pølser. Og lav kartoffelsalaten selv.
Hvis du alligevel vælger den lette løsning, kan du i skemaerne herunder se, hvilke supermarkedspølser og færdiglavede kartoffelsalater der ifølge 'Den skaldede kok' er bedst.
SE HELE TESTEN HER