Husk at tjekke både pris og dækning. Der findes ikke ét entydig billigt eller dyrt selskab. Det svinger fra rejse til rejse
Rejseforsikringer er ikke det sjoveste, man har. Nu troede du lige, at du kendte prisen på din ferie - og så skal du lige lægge adskillige hundrede eller måske tusinder af kroner oven i.
Surt. Men på den anden side: er uheldet ude, kan det blive en meget dyr fornøjelse. Hospitalsophold kan sagtens koste 5.000-10.000 kroner pr. dag, og skal man transporteres hjem med et hospitalsfly, kan det nemt koste flere hundrede tusinde kroner.
Men inden man køber sin rejseforsikring bør man altid undersøge prisen hos flere forskellige udbydere. Og det er ikke helt enkelt, for ikke bare er der meget stor forskel på, hvor meget den samme rejseforsikring koster hos de forskellige selskaber. Det selskab, som har den billigste rejseforsikring til én rejse har pludselig den dyreste løsning på en anden type rejse.
Og ikke nok med. Der er også stor forskel på, hvor meget det enkelte selskab dækker på forskellige områder. Til den samme rejse kan du f.eks. i ét selskab få 1 million kr., hvis du bliver fejlbehandlet i udlandet, mens et andet selskab ikke giver en krone. Et andet selskab giver ubegrænset til tandlægeregningen, mens der i et andet ikke er noget at hente. Listen er meget lang.
Man kan vælge enten at tegne en forsikring til den enkelte rejse, eller man kan tegne en såkaldt årsrejseforsikring.
En årsrejseforsikring 'Verden' dækker uanset hvor i verden, man rejser hen, og uanset hvor mange gange man rejser i løbet af et år. Mens nogle rejseforsikringer tillader, at man kan være bortrejst i op til 60 dage ad gangen med en årsrejseforsikring Verden, tillader andre rejseforsikringsselskaber kun, at man er bortrejst i 30 dage.
Hvis du skal rejse rundt som backpacker i længere tid, skal du derfor altid huske at tegne en tillægsforsikring til din årsrejseforsikring.
Og hvis du vil dyrke sport - f.eks. stå på ski, spille golf eller stå på vandski - skal du ofte tegne en tillægsforsikring til din årsrejseforsikring.
En billig årsrejseforsikring Europa vil typisk have en pris på ca. 150 kroner pr. år. Hvis den også skal dække personlig ejendom, herunder bagage, og fungere som en ulykkesforsikring, vil den typisk have en pris på 300-400 kroner pr. år.
En billig årsrejseforsikring Verden koster typisk 500-1.000 kroner pr. år. Skal også skal dække personlig ejendom, bagage og fungere som en ulykkesforsikring, vil prisen ligge på 1.000-1.500 kroner pr. år.
Læs også: Rejs ikke uden den rigtige rejseforsikring