Flere forældre får intelligenstestet deres børn. Se, om dit barn er højt begavet
Stadig flere forældre slæber deres børn med til en psykolog.
De vil gerne have svar på, om deres lille vidunder er klogere end andre børn på samme alder.
Det bekræfter Ole Kyed, der er psykolog med særlig interesse for de såkaldt 'talentfulde børn'.
- Flere forældre bekymrer sig og interesserer sig for deres børns trivsel og udvikling. Det er in at have fokus på uddannelse, for at børnene senere kan klare sig godt i samfundet, siger Ole Kyed.
Han undersøger børnenes intelligens og afgør, om forældrenes formodninger holder stik.
Ole Kyed mener, at trenden er en logisk konsekvens af, at folkeskolen i mange år har fokuseret ensidigt på de svageste elever - og forsømt de dygtigste.
Det dokumenterer de stigende udgifter til specialklasserne.
Men den tankegang er ved at vende, mener han.
- Vi bevæger os væk fra, at det er forkert at satse på de dygtige og ressourcestærke elever, siger Ole Kyed.
- Når man satser på de dygtigste elever, så sker der ifølge udenlandske undersøgelser en afsmitning, der kan medvirke til at skabe en god arbejdsmoral i klassen.
- Den viden er man så småt begyndt at acceptere og integrere i det danske uddannelsessystem, fortsætter han.
Benedikte Ask Skotte, der er formand for Skole og Samfund, mener, at de højt begavede børn ofte er blevet forvekslet med børn med diagnoser som ADHD.
Derfor er hun glad for, at flere børn nu får de udfordringer, de i den grad har manglet. Men det bør kunne ske i en almindelig folkeskoleklasse, mener hun.
- Nogle skoler vil gerne have, at barnet passer til skolen. Men jeg mener, at det er skolen, der skal passe til barnet, siger hun.
Psykolog og intelligenstester Ole Kyed er enig.
- Det er enormt vigtigt, at vi satser på fællesskabet og helheden i en klasse. Men vi skal tage udgangspunkt i, at børn er forskellige og har behov for at blive udfordret forskelligt, siger han.
Dit barn kan være særligt intelligent, hvis det...
stiller mange spørgsmål
er ekstremt nysgerrigt
har vilde, skøre ideer
diskuterer i detaljer
arbejder omstændeligt
har stærke holdninger
foretrækker voksnes selskab
er intenst
skaber nyt
holder af at lære
bearbejder information
opfinder
gætter godt
trives med kompleksitet
er ivrigt observerende
er meget selvkritisk