Kia og Opel er klar med biler for familien med stort pladsbehov og en lille parkeringsplads
Kia Venga er en helt ny bil, der er designet og konstrueret hos Kias designcenter i Tyskland. Den 1,4-liters motor i den mindste Venga til absolut rimelige 179.999 kroner er den samme letløbende sag, som vi kender fra Kia Ceed, og den er ligeledes godt dæmpet.
Venga er meget større, end den ser ud, og den har testens største bagagerum på 440 liter. Og så kan sæderne endda køres hele 16 cm frem, og bunden bagi lægges ned, så der faktisk er 570 liter til rådighed.
Det betyder, at bilen reelt bevæger sig op i klassen, hvor der er plads til en barnevogn, og dermed kan den erstatte en stationcar. Interessant. Med bagsæderne slået ned er bagagerummet på 1.253 liter.
I den ligeledes nykonstruerede Opel Meriva kan bagsæderne ikke skubbes helt så langt frem, til gengæld glider de ligesom i forgængeren automatisk længere ind mod midten af bilen, hvis du folder det midterste sæde ned og kører sæderne helt tilbage. På den måde kommer det midterste sæde til at fungere som armlæn for de to yderste bagsæder. En lækker detalje.
Meriva er bredere end Venga, og den stejlere bagende gør bagagerummet mere anvendeligt. Det vokser til hele 1.500 liter, når man lægger bagsæderne ned.
Men den helt store nyhed er de baghængslede døre. En lille elektronisk børnelås sikrer døren, når bilen kører over fire km/t. Dørene åbner helt uafhængigt af hinanden, og både for og bag åbner de i en vinkel på hele 84 grader, så det er ekstremt nemt at komme ind og ud. Og så er der bedre styr på ungerne, når de skal monteres i barnestole og den slags.
Kabinen i Meriva er mere eksklusiv, men der er også mere end 30.000 kroner i forskel mellem den billigste Venga og den billigste Meriva. Desværre var det ikke muligt at skaffe den billigste 1,4'er med 100 hk til 209.900 kroner, til gengæld har vi afprøvet Opels nyeste motor; en 1,4 Turbo med 120 hk.
Meriva-kabinen er ekstremt godt støjdæmpet, og kun testbilens store hjul summer lidt. Undervognen, som også er en hybrid af Astra, Insignia og Zafira-komponenter, sluger enhver ujævnhed formidabelt.
Kia Venga er læsset med standardudstyr som aircondition, stort stereoanlæg med iPod-stik og automatisk start-stop-system. Og så får du syv års garanti.
Den billigste Meriva med 100 hk og det laveste udstyrsniveau Essentia koster 209.900 kroner, men du skal op i Enjoy til 224.900 kroner for at få noget, der svarer til Kiaens standardudstyr.
Men det, som først og fremmest er standardudstyr i Opelen, kan du ikke købe dig til i Venga, selv om du gerne ville. Nemlig en ekstremt helstøbt køreoplevelse og en fed, fed kabine med masser af muligheder - og selvfølgelig de bagvendte døre.
Meriva er ikke bare en bedre kørende bil end Venga, den er også merprisen værd.