At være forælder er givende og fantastisk - men også hårdt. Få en række tips til, hvordan du bliver en gladere forælder
Det er nok de færreste forældre, der fortryder at have fået børn. Undersøgelser har alligevel vist, at det er nogenlunde ligeså sjovt at passe børn, som det er at lave andet husarbejde. Derfor er det vigtigt, at du som forælder også har tid til dig selv.
Her følger fem gode råd til at få overskuddet tilbage.
1. Hold kærligheden levende
Selvom det er let at lade børnene optage al din vågne tid, så er det en god idé også at sætte tid af til din partner. Prøv at finde på noget kun for jer to mindst en gang om måneden. Men klem også små stunder ind til hinanden i hverdagen.
Det behøver ikke være noget stort, måske et glas vin sammen i stedet for at se tv, når børnene er puttet eller et kvarters massage før i sover.
2. Afsæt tid til dine venner
Selvfølgelig er det dejligt at være sammen med dine børn, men de kan ikke erstatte dine voksne venner.
Alligevel sker det ofte at kvinder glider fra deres venner, når de får børn. Sørg for at det ikke sker for dig – venner er vigtige. Aftal en frokost med en veninde og tag baby med, hvis du er på barsel eller lav en aftale efter arbejde et par gange om måneden.
Hvis du giver dig tid til at mødes med dine venner, vil du opleve at du får mere overskud til børnene, siger psykolog Toni Schutta.
3. Lav ikke for mange aftaler
Er kalenderen fyldt med aktiviteter for børnene? Så er det tid til at frigøre lidt tid for både Jer og børnene. Børn har brug for tid, hvor intet er planlagt og samtidig slipper du for at pendle mellem hjemmet og forskellige aktiviteter.
Overvej hvilke aktiviteter der er vigtigst og drop resten. En anden måde at frigøre noget tid på, er at gå sammen med andre forældre, så I kan skiftes til at køre til forskellige aktiviteter.
4. Sig nej
Nogen gange kan det føles fristende at give efter, når et barn skrigende plager om en is, som du har sagt nej til. Men hvis du giver efter gør du dig selv en bjørnetjeneste. Børn mangler langsigtet tankegang. De vil have det de vil have og de vil have det nu. Men hvis du tidligt lærer dem, at nej betyder nej, så holder protesterne hurtigere op, og du bliver en mere selvsikker og glad forælder, siger psykologen Daniel Gilbert.
Men det er også vigtigt ikke at misbruge ordet nej. Hvis dit barn vil lege og du ikke kan lige nu fordi aftensmaden skal være færdig, så sig ikke nej, men i stedet for ja, det kan vi gøre efter maden – og så skal du selvfølgelig holde dit ord.
5. Vær realistisk
Der vil altid være tidspunkter, hvor forældreskabet er knap så festligt. Måske føles det som om du er ved at blive vanvittig, når dit barn vil spille det samme tåbelige spil med dig for gang nummer 75 denne uge.
Prøv at se det fra den lyse side, der kommer helt sikkert en dag, hvor dit barn alligevel ikke gider lege med dig mere.
- Hvis du holder op med at forvente at du skal være lykkelig hele tiden, kan du føle større glæde over de gode stunder og bedre håndtere de knap så sjove tidspunkter, siger børnelægen Vicki Panaccione.
Kilde: Vores Børn