Læs avisen online

Sådan vælger du den rigtige barnevogn

Mange børn kommer hvert år til skade, fordi de falder ud af barnevognen. Tjek sikkerheden, før du køber

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox


Sådan vælger du den rigtige barnevogn

Fra 2004 til 2008 kom 855 børn til skade i deres barnevogn.

Ulykkerne sker typisk ved, at barnet falder ud af barnevognen og rammer et hårdt underlag, eller ved at barnevognen vælter, og barnet falder ud.

Sådan et fald kan blandt andet give hjernerystelse og flænger ved næse og mund, da barnet oftest lander på hovedet.

- Gør det til en vane at kontrollere, at kassen sidder godt fast på understellet, og at den er låst fast, før I lægger barnet i vognen, råder ingeniør Helen Amundsen, der arbejder med produktsikkerhed i Forbrugerrådet.

- Barnevognen skal være stabil og sikker og være forsynet med gode bremser, og de seleringe, der er monteret i barnevognskassen, skal være solide, så barnet ikke kan vriste sig fri, fortsætter Helen Amundsen om kunsten at vælge den rette barnevogn.

Rådene herunder er hentet fra bogen 'Tænk Børn - en guide til sikre og sunde småbørn 0-3 år', som Forbrugerrådet har udgivet.

6 gode råd, når du køber barnevogn:

En sikker vogn

Vælg en barnevogn mærket med sikkerhedsstandarden EN 1888.

Undgå vogne med løse dele, som barnet kan putte i munden, og vogne, hvor barnet kan få fingrene i klemme. Bremserne skal kunne holde vognen på skrå grund.

Barnets alder

Når barnet bliver seks måneder, kan det sidde selv. Se derfor efter, om barnevognen er udstyret med ringe, som en sele kan fastgøres på. Skal vognen bruges til middagslure til to-tre-årige børn, skal den være cirka 95 cm lang.

Bus og trapper

Overvej, hvor du kommer til at bruge barnevognen. Skal du med tog og bus eller op og ned ad trapper, må den ikke være for tung. Har du bil, skal vognen være nem at klappe sammen og løfte.

Vognens udstyr

Prøv, om håndtaget kan justeres, så det passer til begge forældre eller andre, der skal køre barnevognen. Prøv bagagekurven under vognen, og tjek antal og placering af lommer på vognen.

Hjultype

Det er individuelt, om man synes bedst om hjul med eller uden luft i - du må prøve dig frem i butikken. Vær opmærksom på, at ikke alle lufthjul har en ventil, der passer til cykelpumpen.

Gå en tur

Du kommer til at gå mange kilometer med vognen, så det er vigtigt, at den passer til dig og dine behov. Prøv flere forskellige vogne med vægt i både vogn og bagagekurv. Prøv også alle justeringer.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?