Pernille Højmark: Min far begik selvmord

Det vidste du ikke om Pernille Højmark

- Hvordan fanden har jeg det med at fylde 50 år? Det er urealistisk. Man opgiver at forstå, hvor gammel man er. Når man bliver 50, så er man sgu voksen. Det bør man i hvert fald være.

Ordene er Pernille Højmarks. Selv om det at snakke falder hende nemt, tager det hende alligevel en halv smøg at fortælle om det at fylde et halvt århundrede.

- At blive 50 er vel noget med at tage ansvar for sig selv og for sit liv, sine op- og nedture. Man bliver lidt mere rolig, og der kommer lidt mere orden i hovedet. Det eneste, der for alvor er trist, er, at man er tættere på døden nu - tættere end nogensinde før.

Forældreløs som 20-årig

Netop døden har fyldt alt for meget i Pernille Højmarks liv - især i hendes tidlige ungdom, hvor døden med kun syv års mellemrum stjal hendes forældre. Da hun var bare 13 år, begik faderen selvmord, og da hun var 20, døde moderen af kræft.

- Det var urimeligt, at jeg skulle være voksen så tidligt. Der har været så meget ulykke og sorg i min teenagetid og de første voksenår, siger hun.

De første seks år af hendes liv stod den ellers på klassisk kernefamilie med akademiker forældre, villa og vovhund. Men så begyndte hendes far at drikke. Heftigt. Og det blev ikke bedre, da faderen flyttede til Grønland og tog sine to døtre med sig. Deres mor blev hjemme. Dagligt påtog den kun otteårige Pernille sig rollen som voksen og tog rundt på værtshusene for at få faderen med hjem.

Pippi reddede mig

På trods af det helvede, hun var omgivet af, fandt hun trøst - i Pippi Langstrømpe:

- Det var usædvanligt barsk, men jeg havde Pippi. Der var ikke mange identifikationsmuligheder, som ikke var søde, nuttede piger. Men der var Pippi, hvis far boede i Langbortistan, og hvis mor boede i himlen. Pippi hjalp mig meget - hun var en stærk pige, der skulle passe sig selv, men som ikke følte sig ensom, og det kunne jeg identificere mig med.

Da Pernille Højmark to år senere kom tilbage til Danmark og igen boede sammen med begge forældre, var familielivet i total opløsning.

- Men uanset hvor meget kaos der har været i min familie, var min søster og jeg aldrig i tvivl om, at vi blev elsket. Midt i mine forældres gedigne svigt har jeg aldrig tvivlet på det.

Hvis du altid har følt dig elsket, hvordan havde du det så, da din far valgte at tage sit eget liv?

- Jeg reagerede på den måde, at jeg var nødt til at forstå ... jeg var 13 år, men jeg var nødt til at prøve at forstå, hvordan et menneske kan male sig op i hjørne på den måde.

Faderen efterlod intet brev

Det var Pernilles søster, der fandt faderen den dag, han havde skudt sig derhjemme. Selvmordet fandt sted efter en druktur.

- Han måtte jo på en eller anden måde mene, at vi var bedre tjent med, at han ikke var der. Og det er måske også rigtigt, siger Pernille Højmark.

- Der var ikke noget brev. Men han havde ofte underholdt os med, at det bare var at trykke af, så var det slut. Det sagde han, når han var fuld, men der var ingen, der tog det alvorligt. Det skulle man nok have gjort. Men altså ...

For Pernille var der kun én vej - fremad.

- Jeg tilgav ham. Men sorg udløser jo vrede og frustration. Min gave var, at jeg reagerede. Jeg fik sorgen ud. Jeg har taget alle mulige former for ture, råbt og skreget for at få det ud af kroppen - og så har jeg haft gode venner og kærester.

Men det holdt hårdt. Og da hun var bare 20 år, døde hendes mor af kræft.

Blev rasende på Gud

Det blev en ensom Pernille Højmark, der begyndte sine 20'ere - også selv om hun samtidig slog sig løs og levede livet, præcis som hun ville.

- Jeg ville ønske, at jeg i mine 20'ere havde haft et sørgebind på armen, så folk kunne se, at en af grundene til, at jeg var så voldsom og mærkelig, var, at jeg var i sorg. Så havde folk måske forstået mig bedre, siger hun.

I mange år efter forældrenes død var hun rasende på Gud og nægtede at komme i en kirke, men Gud har alligevel altid været en del af hende:

- Jeg endte en af mine ture nede ved vandet, hvor jeg råbte og diskuterede uretfærdigheden og urimeligheden med Gud. Han blev en slags samtalepartner. Jeg brugte vandringer i naturen til at komme af med nogle ting. Der er en kraft derude, du kan kalde den Gud, som kan hive dig op igen.

Pernille Højmark kunne dog ikke bearbejde sorgen alene, så da hun var i slutningen af 20'erne, gik hun til psykolog for første gang.

- Jeg har brugt meget tid på at gennemgå alle de oplevelser med mig selv, næsten til brækpunktet, men det var jeg nødt til. Og så har jeg gået til psykolog ad flere omgange. Det har hjulpet. Jeg føler, at jeg er fri af det for alvor nu - min opvækst og alt det.

Selv om hun med de 50 år mener, at hun bør blive voksen, kan hun ikke helt slippe sin ungdoms vildskab:

- Det er jo ikke sådan, at jeg tænker tilbage på mine unge år og siger 'Wow'. Så jeg synes, at jeg har en anden ungdom til gode her i mine 50'ere.