7 tip til dig, der har en dejlig kollega i kikkerten
Stadig flere arbejdspladser indfører regler mod kærsteri og forhold kollegaer imellem.
Noget tyder dog på, at følelser og begær ikke sådan lader sig bremse af regler.
I hvert fald blomstrer kærligheden på de danske arbejdspladser, hvor mange både flirter og forelsker sig.
For nylig viste en undersøgelse, som Gallup har lavet for Urban, at 61 procent af danskerne flirter på arbejdspladsen, mens 46 procent af alle danskere har været forelsket i en kollega. 30 procent er gået skridtet videre og har indledt et forhold til en kollega.
Hører du til dem, der - regler eller ej - har en dejlig kollega i kikkerten, er her et par tommelfingerregler:
1. Lad være med at kaste dig ud i noget med en mand, som du ved er arbejdspladsens Don Juan - eller den kvindelige udgave af ham.
2. Lad være med at flirte på arbejdet og begynd ikke pludselig at hænge meget ud der, hvor han/hun arbejder.
3. Ignorér heller ikke hinanden overdrevent.
4. Betro dig kun til andre kollegaer, hvis du er helt sikker på, at de ikke fortæller det videre.
5. Lad være med at spise lange frokoster sammen, hvor I egentlig burde arbejde.
6. Pas på med at sende personlige e-mails. Du kan risikere at trykke på en forkert tast - og pludselig ved hele arbejdspladsen besked.
7. Vær enige om, at hvis forholdet viser sig ikke at føre nogen steder hen, så bør I opføre jer professionelt og acceptere, at det er slut uden beskyldninger og nag.
Kilde: Careerbuilder.se