På 15 år er omsætningen på morfinpræparater steget fra 175 mio til 540 mio kroner
Danskerne er verdens fjerdestørste forbrugere pr. indbygger af opioider - det vil sige naturlige og syntetiske opiums- eller opiumslignende lægemidler, som er eller svarer til morfin.
Ifølge Ugeskrift for Læger er der over de sidste 15 år sket en stigning i antallet af opioid-brugere, og omsætningen af lovligt ordinerede opioider. Fra 1994 til 2008 blev omsætningen tredoblet fra 175 mio. til 540 mio. kroner. Og det bekymrer forfatterne, skriver dr.dk.
De peger på, at forbruget tilsyneladende fortsætter med at stige, uden at man ved hvem, der genererer forbruget.
De tre forfattere gør også opmærksom på, at de internationale kliniske retningslinjer for brugen af disse lægemidler ikke gælder i Danmark.
Det er ikke det øgede forbrug, som er det nye - men derimod, at forskerne ved brug af flere databaser ser en sammenhæng mellem væksten i forbruget og producenternes markedsføringstiltag.
Forfatterne skønner, at samfundet kunne spare op mod 220 mio. kr. årligt, hvis de internationale kliniske retningslinjer for smertebehandling blev fulgt.