Løbetræning giver mange skader, men det kan undgås med et par stabile løbesko, der passer til din måde at løbe på
SE TESTEN HER
Hver tredje dansker, der løber regelmæssigt, er blevet skadet under løbetræning. Det viser en undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen.
- Hvis løb var et arbejde, ville Arbejdstilsynet aldrig godkende det, fordi det er så ensidigt belastende, siger fysioterapeut Anders Madsen, der har 15 års erfaring med løbeskader fra sin klinik, Sportsfyssen, og fra sit arbejde med atletikklubben Spartas eliteløbere.
Men du kan selv gøre noget for at mindske risikoen for skader.
- Skoene er løbernes vigtigste udstyr. Mens forkerte sko kan give skader, vil de rigtige løbesko helt klart mindske risikoen for skader, siger Anders Madsen.
Men hvilken løbesko giver så den bedste beskyttelse?
Søndagsavisen har fået testet otte par løbesko på et laboratorium i Tyskland af en af verdens førende specialister i løbesko og løbs påvirkning af fødder og led.
- En god sko skal både være stødabsorberende og stabil. Det er Nike-skoen et godt eksempel på, siger professor Ewald Hennig, der er ansvarlig for testen.
Alle sko i testen er beregnet til mandlige løbere, der pronerer. Det vil sige, at foden hælder lidt indad, når de løber. Skoene skal mindske den pronation, som er almindelig for syv ud af ti løbere.
En af de testede sko beskytter ikke løberen nok mod overdreven pronation. Det kan i værste tilfælde give skinnebensbetændelse og løberknæ.
- Asics GT 2150 stabiliserer ikke foden godt nok under nedslag, siger den testansvarlige professor.
Chefen for Asics Danmark respekterer undersøgelsen, men tager sine forbehold.
Han mener, at det kan påvirke resultatet, at målingerne er foretaget på et løbebånd, der er ustabilt og bevæger sig.
- Det er vores mest solgte løbesko gennem mange år, så mange Asics-løbere er tilfredse, og det er i sidste ende dem, der afgør, om skoen er god, siger Asics-chef Jan Jakobsen. Det er professor Ewald Hennig lodret uenig i.
- Forbrugerne kan ikke selv vurdere stabilitet og pronationsbeskyttelse, siger han.
Til gengæld er det kun forbrugerne selv, der kan vurdere, om skoen sidder godt.
Laboratoriet har ladet 15 løbere prøve skoene og bedt dem give en individuel bedømmelse af hver model. Resultatet i testen er et gennemsnit af prøveløbernes vurdering.
Men det er altså vigtigt, at du selv sætter foden i skoen og prøver at løbe i den, inden du køber.
Læs også: Sådan vælger du løbesko
Læs også: Har løbet 1800 km i seks par løbesko