Opel Corsa blev Årets Bil i Danmark i 2007. Nu er den på vej i en ny, frisk version
Umiddelbart er det kun en lyskontakt i kabinen, der adskiller den nye Opel Corsa fra den, der blev introduceret i 2006 - men under motorhjelmen sker der ting og sager.
Både benzin- og dieselmotorerne yder mere og kører længere på literen.
Basis-Corsaen med 65 hk kører nu 20 km/l, hvilket er to km/l længere end forgængeren. Og benzinudgaven af Corsa 1,4 med 100 hk kører nu 18,9 km/l, hvilket er en forbedring på 1,8 km/l.
På dieselsiden er der sket mest nyt i økonomimodellen 1,3 CDTI Ecoflex. En ny turbo øger effekten til 95 hk, samtidig med at du kører 27 km/l, en forbedring på 2,6 km/l.
Testbilerne ved den internationale præsentation omfatter Corsa 1,2, 1,4 og 1,3 CDTI Ecoflex, og de føles velafstemte som altid.
Men der er kommet mere liv og føling i styretøjet. Det døde punkt omkring rattets midterstilling er næsten elimineret, og ved de højere hastigheder på motorvejen føles Corsa'en ikke længere nervøs.
Corsa 1,2 til 143.500 kroner føles tilstrækkelig med sine 85 hk - men prøv den nye, omdrejningsvillige 1,4'er. De 6.300 kroner ekstra er givet godt ud, da 1,4'eren giver det overskud, du kan savne i en overhaling.
Den sparsommelige EcoFlex-version, der i øvrigt igen kan fås med fem døre, er en stærk, elastisk lille fighter med solide 190 Nm fra 1.750 o/min, som godt kan håndtere den højt gearede transmission med fem trin.
Desværre vibrerer og larmer bilen utroligt meget, når den skal sejtrække. Den falder dog til ro ved konstant fart.
Opel Corsa kan stadig klart anbefales. Trods det samme ydre og stort set den samme pris er Corsaen blevet økonomisk billigere at køre i grundet de ekstra kilometer, som bilen kan køre på literen.