40 procent af danskerne har på et tidspunkt meldt sig syge på grund af dårlig trivsel. Oftest er arbejdet årsagen
Fire ud af ti danskerne er så langt nede i kulkælderen, at de melder sig syge fra arbejdet. I 90 procent af tilfældene er det netop arbejdet, der er årsag til det dårlige humør.
Det viser en ny undersøgelse Capacent Epinion har lavet blandt 1.800 danskere for PFA Pension.
Blandt forklaringerne er ubalance mellem job og privatliv, konflikter og dårlig ledelse.
- Arbejdslivet fylder i dag så meget i danskernes hverdag, at det har store konsekvenser, når man trives dårligt på jobbet. Der vil være store fortjenester at hente, hvis virksomhederne angriber problemstillingen mere systematisk, siger direktør for PFA Sundhed, Anette Damgaard til Politiken.