Læs avisen online

Børnetv-vært brød sammen på bagtrappe

Legebarnet i Shane Brox for vild, da han blev designer for tøjfirmaet Levis. Nu laver klippe-klistre kunstneren børnefjernsyn med kant

Foto: Kristian Brasen
Foto: Kristian Brasen


Børnetv-vært brød sammen på bagtrappe

Født i Canada i 1968, vokset op i Norge og bor i Danmark.

Uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding på beklædningslinjen (nu Designskolen).

Designer for tøjfirmaet Levi's fra 1991 til 1999.

Vært i børneprogrammet 'Shanes Verden' på DR 1.

Har hunden Jacob, der er hans tv-medvært.

Forfatter til 12 børnebøger.

Vandt i 2008 tv-prisen for 'Årets børne- og ungdomsprogram'.

Aktuel med programmer om traditioner som påske, fødselsdag, fødsel, begravelse, halloween og jul. De bliver vist på DR1.


Børnetv-vært brød sammen på bagtrappe

Jørgen Clevin kunne det. Shane Brox kan det.

Lave fjernsyn, der tryllebinder børn helt uden dumme kostumer, skabagtige stemmer og overpædagogiske forklaringer.

Mærkatet 'børnenes legeonkel' får ham til at krumme tæer, og selv om han hylder de gamle dyder som kreativitet og fantasi, når han forvandler toiletruller til fantastiske pap-paladser i programmet 'Shanes Verden' på DR 1, er han slet ikke ude på at belære forældre om 'sundt samvær'.

- Jeg bryder mig ikke om løftede pegefingre. Det er slet ikke min stil, siger han, mens han ryster på hovedet og ruller med øjnene bag sine karakteristiske sorte briller.

Hunden Jacob lusker dovent forbi og lægger sig i en varm stribe forårssol på københavnerlejlighedens plankegulv. Rundt om i hjørnerne stikker aflagte tøjdyr og dukker deres hoveder frem.

- Jeg har sagt til alle mine venner, at de ikke må smide gammelt legetøj ud. Jeg bruger jo delene til at sætte sammen på nye sjove måder, siger han og smiler.

- Man kan lave den fedeste myg ud af en Barbie-dukke.

Klippeklistre-kunstneren vil hellere give børn og forældre et sted, hvor de kan grine og snakke sammen.

- Jeg inviterer dem ind i mit univers, og her får de lov til at være en flue på væggen, uden at jeg tager specielle hensyn.

- Der må gerne være ting, som de ikke helt forstår. Det pirrer dem og vækker deres nysgerrighed. Jeg er stor modstander af, at børn skal forstå det hele, slår han fast.

Farvel til fantasinørden

Shane Brox voksede op med en norsk mor og en dansk far i Tromsø 600 kilometer nord for polarcirklen.

Da kammeraterne begyndte at gå til fester og jagte piger, var han fantasinørden, der byggede underlige slotte i sin fars træværksted og drømte sig væk til klassisk musik.

- Jeg levede i min egen fantasiverden. Og jeg legede nok længere, end det var tilladt, fortæller han.

Men Shane blev også teenager. Og den nordnorske by blev for lille.

- Jeg måtte skære fantasidelen væk, hvis jeg ville passe ind, siger han.

Så han flyttede til Kolding for at gå på Kunsthåndværkerskolens beklædningslinje. Her lagde han for alvor låg på fantasinørdens fjollerier for at passe ind i det hippe studieslæng.

- Jeg elskede jo stadig klassisk musik. Men i 90'erne var 'grunge-musik' megastort, så jeg måtte slæbe mig selv til et utal af koncerter, griner han og fortæller, at barndommens fantasiuniverser stadig spøgte bag støjrocken.

- Men jeg tog det ikke alvorligt. Det var jo bare mærkeligt fjol, og hvem kunne bruge det til noget?

Foto: Kristian Brasen

Nedturen på brandtrappen

Derfor føltes det også rigtigt, da han med et dugfrisk eksamensbevis i hånden blev headhuntet til tøjfirmaet Levi's, hvor han brugte sit særlige talent til at forudse trends og tendenser i ungdommens undergrundsmiljøer.

Men efter 10 år i Levi's topkommercielle univers var legebarnet faret vild.

- Det var alt for langt væk fra min fantasiverden, fortæller han.

- Jeg havde glemt at lege, glemt hvad det var, der inspirerede mig og glemt at være mig selv.

Og en dag fandt Shane sig selv grædende på firmaets brandtrappe efter et salgsmøde.

- Det var en eller anden åndssvag dråbe, der fik frustrationen til at flyde over, husker han.

Dagen efter sagde han op. Og det skulle blive begyndelsen på en udvikling - godt hjulpet på vej af en terapeut - hvor han igen kom i øjenhøjde med sit indre legebarn.

Ideerne stod i kø

Første projekt var 'Den magiske kogebog for vise børn og barnlige voksne' med opskrifter på kager og brød lavet efter trylleformularer og besværgelser: for eksempel roulade-dragehalen, der er fremstillet af grøn marcipan og hindbærcreme.

Der blev solgt 40.000 eksemplarer af bogen. Det er uhørt meget for en børnebog.

- Jeg havde det, som om mine manchetter åbnede sig, og så væltede det bare ud med ideer. De stod i kø, siger han.

- Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne være legebarnet, kunstneren og den kommercielt tænkende på samme tid, siger han.

Siden er det blevet til flere børnebøger og programmet 'Shanes Verden', der har et meget stort publikum af små mennesker. Og deres forældre.

På Facebook har fan-gruppen 'Shanes Verden' 1.700 medlemmer, hvor børnene og deres forældre hylder det, han selv kalder 'fjollerier med alvorlige undertoner'.

- Det er jo mit bevis for, at det virker. Og ikke for at pive, men jeg kommer heller ikke sovende til det, siger han og kan alligevel ikke nære sig for en lille løftet pegefinger:

- Børn er meget lette at præge, og det, man præger dem med, følger dem måske resten af livet. Derfor er det så vigtigt at give dem kvalitet.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?