Kun halvdelen af danskerne har indstillet billedet på deres nye tv. Men ifølge en ekspert er der meget at hente
Når fladskærmen er købt, pakket ud og hængt op, gør hvert tredje dansker ikke mere ved den.
Det viser en undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen blandt 1.002 danskere.
Men vi bør gøre noget, mener en ekspert i fladskærme.
- Der ligger et langt større potentiale i fladskærmen, end man umiddelbart ser, siger Rasmus Larsen, der er redaktør på Danmarks største hjemmeside om fladskærme, Flatpanels.dk.
Årsagen er, at den indstilling, butikken bruger, ikke er den optimale hjemme i stuen.
-Mange producenter benytter sig af forskellige trick, for at deres tv skal 'overdøve' de andre tv'er i butikken, forklarer han.
Derfor skal du altid vælge 'hjemme'-indstillingen, når du første gang tænder for din fladskærm.
At indstille tv'ets billede svarer til at tune en bil. Derfor kan det være nødvendigt med teknisk hjælp.
Rasmus Larsen anbefaler for eksempel Spyder Tv, der er et farvemeter, en dvd og et computerprogram, der guider dig gennem indstillingen. Det koster 800 kroner.
En billigere løsning er dvd'en Digital Video Essentials til 300 kroner.
En hurtig løsning, der kan forbedre billedkvaliteten, er at indstille tv'et til 'biograf'.
Det giver mere naturlige farver og virker ikke kun til film.
Vil du gøre det mere manuelt, anbefaler Rasmus Larsen at sænke lysstyrken til et behageligt niveau, reducere skarpheden til en tredjedel og sætte farvetemperaturen til 'varm' (eller 6.500 kelvin).
Producenterne prioriterer ofte design over højttalere. Så hvis du vil have god lydkvalitet, skal du tilslutte et anlæg.
Ellers kan du aktivere en lydindstilling for klarere stemmer. Det får lyden til at gå tydeligere igennem.
Ligesom et computerprogram kan dit tv opdateres, så fejl bliver rettet, og nye muligheder tilføjet.
Nye fladskærme kan sluttes direkte til internettet og opdateres automatisk.
Har du en ældre fladskærm, skal du gå ind på producentens hjemmeside og downloade opdateringen på en usb-stik, som du efterfølgende stikker i tv'et, hvis der er mulighed for det.
Flatpanels.dk tester mange fladskærme hvert år. I løbet af testen skriver de et forslag til hvordan den specifikke model skal indstilles (her kaldet kalibrering) for at give det optimale billede.
På linket nedenfor kan du se, om Flatpanels har testet netop dit tv og læse, hvordan du præcist indstiller det.