Elbil-udgaven af den nye Audi A1 kommer på markedet i 2012. Det er den første elbil fra Audi i moderne tid
Audi A1 e-tron kan køre op til 50 kilometer på ren eldrift ved lave hastigheder i byen, og når der ikke er mere strøm, træder en forbrændingsmotor til og lader batteriet op efter behov.
Den såkaldte 'range extender', på godt dansk en rækkevidde-udvider, består af en Wankelmotor med en rotor og en elektrisk generator, der kan lade med en effekt på op til 15 kW. Det giver A1 e-tron en ekstra rækkevidde på 200 km.
Ifølge standarden for udregning af brændstofforbrug for biler med 'range extender' er brændstofforbruget ved blandet kørsel 52,6 km/l, hvilket svarer til et CO2-udslip på 45 g/km.
Audi har oprettet et forskningscenter for elbiler, der siden 2009 har modtaget støtte fra det tyske undervisnings- og forskningsministerium.
Medlemmerne af teamet, som består af udviklingsmedarbejdere fra AUDI AG og forskere fra forskellige universiteter, arbejder på at udvikle et nyt, overordnet elbilskoncept, som omfatter både karrosseri, batteri og driftselektronik.
- Som supplement til vores diesel- og benzinmotorer vil vi tilbyde elektrisk drift til mange slags behov for mobilitet. Hybriddrivlinjen vil blive fulgt af komplet eldrevne biler. E-tron-navnet vil komme til at spille en vigtig rolle, og lige som quattro er blevet synonym med firehjulstræk, vil e-tron blive Audis navn for elektrisk mobilitet, siger Rupert Stadler, administrerende direktør hos Audi AG.
Audi investerer cirka to milliarder euro om året i udviklingsprojekter med fokus på fortsatte forbedringer af konstruktionen af forbrændingsmotorer.