Ældre mænd har svært ved at finde nye partnere eller venner, når de bliver alene. Det kan få fatale konsekvenser
Når ældre mænd bliver alene, ender de hurtigt i sofaen med fjernbetjeningen i hånden.
Anderledes let går det for kvinderne, der er hurtige til at indlede nye forhold.
Det ved Poul Spanggard, der er en del af rekrutteringsudvalget i Venskabsgruppen - en forening, hvor målet er at have lige mange singlemænd- og kvinder. Men sådan er det dog langt fra:
- Sidst vi søgte nye medlemmer, var der 49 kvinder og én mand, der henvendte sig, fortæller Poul Spanggard.
- I øjeblikket mangler vi fem til seks mænd. Kvinderne kommer hurtigt ud af starthullerne og gør noget for at komme videre. Mændene er meget vanskelige at få fat i, siger han.
Det samme billede tegner sig i Ensomme Gamles Værn (EGV), der hvert år tilbyder ensomme ældre at komme på en ferie sammen med andre ensomme.
- Mændene skal virkelig lokkes til at tage med, hvis de ikke kommer sammen med en ægtefælle. Og her er det hende, der har taget initiativet, fortæller EGV's direktør, Christine E. Swane.
- Selv det at vedligeholde venskaber kan være svært for mænd, når de bliver alene, siger hun og forklarer, at det ofte er kvinderne, der trækker i de sociale tråde.
Når mændene bliver alene, ved de slet ikke, hvordan man gør, fortæller Hanne Jensen, der er psykolog og forsker i ældre mænds trivsel.
- Denne generation af mænd har ofte kun haft sit netværk på arbejdspladsen. Når de så mister konen, har de ikke kompetencerne til at gå ud og skabe nye netværk, siger Hanne Jensen.
Og det kan sagtens medføre nogle alvorlige konsekvenser.
I dag begås en tredjedel af alle selvmord nemlig af ældre mænd. En del af forklaringen kender Hanne Jensen.
- Mænd, der får en depression forstår ikke, at symptomerne er psykisk betinget, siger hun og uddyber.
- Mænd er ikke gode til at forstå deres psykologiske behov. De fylder deres egen tid ud og mærker måske ikke et socialt behov, siger hun.
Opfordringen er derfor klar, mener Poul Spanggaard fra Venskabsgruppen.
Mændene skal se at komme ud af starthullerne.
Og selv om det primære formål med Venskabsgruppen selvfølgelig er venskab:
- Så opstår der jo sommetider også sød musik, når mennesker mødes, siger han.