Du kan spare tusindvis af kroner på huslejen ved at tage din uddannelse i provinsen frem for i København
Der er masser af penge at spare, hvis du som studerende er ligeglad med, hvor i landet du læser.
Boligportal.dk, der er landets største lejeboligside på internettet, har gennemgået priserne på 28.000 lejeboliger i landets fire største studiebyer.
Gennemgangen afslører, at det er muligt at spare, hvad der svarer til et almindeligt studielån ved at studere i provinsen frem for i København.
- De studerende skal først og fremmest vælge studieby efter, hvor drømmestudiet er bedst. Men hvis to uddannelsesinstitutioner tilbyder det samme, så er det værd at medtænke huslejepriserne i sit valg, siger Henrik Løvig, adm. direktør i Boligportal.dk.
Aalborg er den billigste studieby, når det gælder huslejepriser, skarpt forfulgt af Odense. Århus er væsentlig dyrere, dog ikke så dyr som København.
I Aalborg koster en toværelses lejlighed i gennemsnit 4.131 kr. om måneden, mens den i København koster 7.133 kr. Dermed er lejligheden i Aalborg 180.120 kr. billigere end lejligheden i København, hvis den studerende skal bo der i fem år.
Hvis den studerende vælger en etværelses lejlighed i Aalborg, så er besparelsen over fem år på 91.997 kr. i forhold til en tilsvarende lejlighed i København. Vælger du Odense, er prisforskellen lige så stor.
- Så store besparelser kan finansiere en længere jordomrejse eller et semester på et udenlandsk universitet. Så hvis man som kommende studerende går med de drømme, så taler det selvfølgelig for, at man skal søge en uddannelse i provinsen, siger Henrik Løvig.
Henrik Løvig kan dog berolige kommende studerende, der vil studere i København.
- Det er stadig muligt at finde værelser og lejligheder i København, der er til at betale på en SU. Men det kræver, at de studerende i hovedstaden er tidligt ude og mere aktive i deres søgning, end deres medstuderende i provinsen behøver at være, siger Henrik Løvig.
Besparelse per år i forhold til København, to-værelses
Århus: 12.113 kr.
Odense: 31.018 kr.
Ålborg: 36.028 kr.
Besparelse, et-værelses
Århus: 6.666 kr.
Odense: 18.657 kr.
Ålborg: 18.399 kr.