Er det okay at lægge billederne af guldklumpen på Facebook? Søndagsavisen har spurgt en internetpsykolog
Sund skepsis eller irrationel angst?
7 ud af 10 norske forældre mener ikke, at billeder eller nogen former for oplysninger om deres børn hører hjemme på Facebook.
Det skriver Klikk.no, der har fået 579 forældre til at svare på spørgsmålet: Hvad bør forældre fortælle om deres børn på Facebook?
Internetpsykolog Anders Colding-Jørgensen mener, at danskerne er kulturelt forskellige fra nordmænd, og han kan ikke genkende tendensen.
- Min oplevelse er, at danske forældre rigtig gerne vil fortælle deres facebook-venner, hvordan det går med deres guldklumper, siger han.
Og det er der ikke noget galt i, mener han.
- Vores børn er det mest kostbare, vi har. Og mange sender i forvejen julekort med fotos af dem rundt til familie og venner. Hvorfor skulle de så ikke også ligge på Facebook, spørger han og understreger, at risikoen for, at billederne ender i hænderne på pædofile eller virksomheder med kommercielle bagtanker er forsvindende lille.
Han mener dog, at vi også skal huske at få set vennernes børn i virkeligheden, i stedet for kun at trykke 'synes godt om' under billederne af dem på Facebook.