Læs avisen online

Jimmy Jørgensen: Jeg kunne være endt som kriminel

Jimmy Jørgensen blev smidt ud af skolen som 14-årig og kunne lige så godt være endt som et kriminelt hashvrag. Men det hårde arbejde som blikkenslager reddede ham.

Foto: Kristian Brasen
Foto: Kristian Brasen


Jimmy Jørgensen: Jeg kunne være endt som kriminel

Født 11. juli 1964, opvokset i Vanløse.
Bor alene i Hellerup og er far til Sally på 18 år.
Uddannet blikkenslager.
Forsanger i bandet Hotel Hunger, der storhittede med sangen ­'Sitting in a room'.
Har medvirket i flere teaterstykker og musicals som 'Gasolin' og 'Beach Boys'. Og i tv-serier og film som 'Klovn', 'Rejseholdet', 'Nynne' og 'Store planer'.
Er lige nu aktuel med solopladen 'Come into my sleep'.


Jeg kunne være endt som kriminel

Det lå bestemt ikke i kortene, at Vanløse-drengen Jimmy Jørgensen skulle blive en stor stjerne i Danmark.

Hans mor havde fuldtidsjob på et bryggeri. En far var der ikke - han var en ukendt sømand. Og igen og igen blev Jimmy fulgt hjem af politiet, fordi han stjal knallerter og cykler og begik indbrud og butikstyverier.

»Jeg var bestemt ikke en af de fine drenge. Så jeg er ret heldig i forhold til, hvordan den kunne være endt. Jeg kunne sagtens være røget ud ad nogle af de sideveje, der var, og have haft en kriminel løbebane,« siger den nu 45-årige Jimmy Jørgensen.

Den populære sanger nåede aldrig at få færdiggjort folkeskolen - han blev smidt ud som 14-årig.

»Nogen havde kastet mælk ud ad vinduet, og fordi jeg altid lavede ballade - jeg havde vist lige tisset nede i pigernes gymnastiksal - kom inspektøren og ville have mig ned på kontoret. Det nægtede jeg, fordi jeg for en gang skyld ikke havde noget med det at gøre. Og så tog han så hårdt fat i mig, at jeg kom til at slå ud efter ham.«

Se billederne af rockstjernen

Måtte knokle som blikkenslager

I et forsøg på at afrette den unge rod sendte hans mor ham ud på arbejdsmarkedet. Som 14-årig startede han som arbejdsdreng i et blikkenslagerfirma, hvor chefen ikke var bleg for at dele lussinger ud.

»Det var sgu koldt at stå på et stillads og smide sten ned i en affaldsskakt. Mit allerførste job var på et stillads på en folkeskole, hvor jeg stod og så alle eleverne sidde inde i varmen og kaste med papirkugler. Der var jeg egentlig ikke så stolt af, at jeg ikke havde evnet at finde skolen interessant.«

Men det lykkedes at få livet på ret køl - først som arbejdsdreng, siden som lærling og svend i samme firma.

»Jeg mødte tidligt, og så måtte jeg jo gå tidligt i seng. Kom jeg for sent, var mester sur hele dagen. Det er klart, at det rettede mig af. Jeg var simpelthen for træt til at lave ballade,« griner han.

Ryger stadig hash

Han flyttede hjemmefra som 18-årig og blev vicevært i en andelsforening. Men det holdt ikke længe, for Jimmy Jørgensen tog til Sverige med en pige og fik ikke ryddet sne. Hans roommate havde lovet, at han ville gøre det, men glemte det - han lå og røg pot på sofaen.

Jimmy Jørgensen har selv røget meget hash, og som 19-årig begyndte han at sløse på blikkenslagerjobbet, fordi han røg meget.

Han kan stadig godt finde på at ryge en joint.

»Det driver mig ikke så meget, som det gjorde, da jeg var yngre, hvor man mødtes og røg hash. Vi gjorde det også meget, når vi øvede med Hotel Hunger. Men hvis jeg er til en fest, kan jeg godt finde på at ryge med på en joint.«

Se billederne af rockstjernen

Jimmy manager: Fjern det modermærke

Ingen plan med musikken

At blive musiker var aldrig en del af Jimmy Jørgensens plan for livet. Men kærligheden for musikken har været der, siden han som 12-årig sad på værelset med sin guitar.

» Musik har aldrig været min plan. Og jeg arbejdede seks år som udlært blikkenslager. Jeg skulle jo være mester selv og have villa og vovse. Jeg stoppede først som blikkenslager, da vi fik vores amerikanske pladekontrakt. Så kunne jeg ikke længere passe mit arbejde,« siger han og fortsætter:

»Det var meget grænseoverskridende at kaste sig ud i uvisheden som musiker. Min mor var meget bekymret og prøvede at få mig til at sælge mine basser. Jeg kommer jo ikke fra et miljø, hvor man kunne finde på at satse på sådan noget.«

Livgarde og punker

Det gjorde han alligevel. Først skulle den nu unge mand et smut omkring Livgarden, som han havde meldt sig frivilligt til. Inden han kom i dronningens klæder, nåede blikkenslageren dog fuldkomment at ændre livsstil.

Han blev punker med alt, hvad dertil hører - også vildt hår.

»Det var mester ikke glad for, og jeg kom til samtale nogle gange. Jeg startede et helt nyt liv - det var et opbrud,« fortæller han.

Tiden i Livgarden blev et helvede, for med punker-ideologien passede han slet ikke ind.

SE BILLEDERNE AF ROCKSTJERNEN

Største bedrift er datteren

Men han klarede det. Og han blev rockstjerne - og far:

»Det har været en meget festlig tid - jeg har festet i 20 år. Det er sådan, jeg ser tilbage på det. Det lykkedes mig at få et barn, samtidig med at min karriere tog fart, og det er jeg ret glad for,« fortæller den stolte far til Sally på 18 år.

Men helt nemt var det ikke at være familiefar - hans daværende kæreste smed ham ud, da datteren var bare tre år.

»Jeg var ikke noget værd. Det, jeg tilførte familien, kunne hun klare bedre selv, og det havde jeg svært ved at komme mig over. Nu havde jeg et barn, der ikke havde sin far hele tiden - ligesom mig selv,« siger han stille, men understreger, at han har et solidt og varmt forhold til datteren i dag.

Der er kun fire år, til den skaldede sanger fylder 50 - og det har han det helt fint med.

»Jeg er mere glad i dag, end jeg nogensinde har været. Meget glad. Jeg er ikke så bekymret, når jeg vågner op om morgenen,« slutter han.

LÆS OGSÅ: Jimmy manager: Fjern det modermærke

SE BILLEDERNE af rockstjernen




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?