Det vidste du ikke om Lisbeth Østergaard: Tv-vært Lisbeth Østergaard har et skjult husmor-gen. Hun sylter løs af både surt og sødt
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
Hellere fortryde noget, man gjorde, end fortryde noget, man ikke fik gjort. Man ved aldrig, hvornår det hele slutter. Og det vil da være forfærdeligt at sidde som en 80-årig, bitter dame og se tilbage på et liv, hvor man ikke fik gjort det, man ville.
Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?
Da min lillebror ringede for nylig og fortalte, at han var blevet far. Der tudede jeg godt nok.
Har du en drøm, som går igen og igen?
Det lyder simpelthen så mærkeligt, når man siger sådan noget højt. Det er ren volapyk, men nogle gange drømmer jeg, at jeg skal spise nogle håndklæder. Jeg har været hos en gammel veninde. Vi er på vej ud at sejle, da der kommer nogle og siger, at vi skal spise alle de håndklæder, vi har i bilen. Jeg har ingen anelse om, hvad den kan betyde.
Hvornår har du sidst grædt?
Det gjorde jeg, da vi var nede at optage 'Stjernetræf'. Jeg græd af glæde. Det gør jeg tit, når nogen har sat meget på spil og virkelig kæmper for noget og vinder. Jeg er sådan en 'sportstuder' - jeg tuder til Tour de France og EM i håndbold.
Hvad laver du om 10 år?
Det er det spørgsmål, jeg hader allermest, for jeg har ingen anelse. Jeg håber da, at jeg stadig bor i København og har et job, som jeg er glad for. Og måske et barn, men det er ikke noget, jeg har lyst til at få lige nu.
Hvornår har du sidst fået skældud?
Det fik jeg på La Santa i sidste uge, hvor jeg kom til at svare på nogle spørgsmål, som egentlig var til B. S. Christiansen. Han bad mig blande mig udenom.
Hvad er du som den eneste i din omgangskreds vild med?
At sylte. Jeg elsker at lave marmelade og sylte rødbeder, agurker og tomater. Og mine venner elsker at spise det.
Hvornår har du sidst gjort noget pinligt?
Det er ikke så længe siden. Jeg kom til at sende en sms forkert. Jeg kan desværre ikke fortælle dig til hvem og hvordan og hvorledes. Det var så forfærdeligt.
Hvad forstår du ikke ved mænd? Det, at de er mænd, betyder ikke, at jeg automatisk ikke kan forstå dem. Der er lige så mange kvinder, som jeg ikke forstår. Men alle har noget, jeg ikke forstår ved dem.
Hvornår har du sidst brugt 1.000 kroner?
Det var i forgårs - og pengene blev brugt på tøj. Jeg manglede egentlig ikke noget, men så fandt jeg en lækker butik, hvor der var 40 procent rabat, og så manglede jeg lige pludselig noget alligevel.