Politi og brandvæsen stod klar, da fly måtte foretage en hurtig landing grundet tekniske problemer
Onsdag den 24. februar meldte et fly i luften en såkaldt ’standby 1’. Flyet havde problemer med benzinpumpen og måtte se sig nødsaget til en hurtig landing. Ombord var der udover besætningen 57 passagerer.
I lufthavne rundt omkring i verden kører man med tre meldinger i tilfælde af uforudsete problemer. ’Standby 1’ bliver meldt, hvis flyet oplever den mindste form for tekniske problemer. Ved en sådan melding gør redningsfolkene klar, hvis der skulle ske et eventuelt uheld.
En pilot melder ’standby 2’, hvis han mener, at der er en chance for, at flyet kan styrte. Her vil redningsfolkene for en sikkerhedsskyld rykke ud til stedet, hvor flyet skal lande.
Og endelig er der den, som lufthavnene heldigvis ikke oplever så tit – en ’standby 3’. I denne situation er det overvejende sandsynligt, at flyet kan styrte, så her vil redningsfolkene rykke ud så hurtigt som muligt og med alt, hvad de har.
Selvom en ’standby 1’ er den mindst alvorlige melding tager alle alligevel sådan en melding yderst alvorligt.
Brandvæsen, politi og security kørte derfor ud for at gøre klar til at tage imod flyet, hvis der skulle ske en ulykke. Efter lidt tid i luften lander piloten dog sikkert flyet.
Vicepolitiinspektør i Kastrup Lufthavn Kaj Lykke Majlund oplyser, at man alene i Kastrup Lufthavn i gennemsnit oplever en ’standby 1’ melding om dagen.