Læs avisen online

Vidunderlige Venedig

Venedig er romantisk og smuk med sine labyrintiske gyder, gangbroer og fantastiske bygninger. Men husk at medbringe gode sko - romantik trives bedst uden ømme fødder.

  • 26. februar 2010 12:37
  • c.l.christiansen@sondagsavisen.dk


Vidunderlige Venedig

Markuspladsen
Venedigs eneste piazza er Markuspladsen – de mindre pladser må nøjes med benævnelsen ’campo’.
På pladsen ligger Markuskirken med sine imponerende skulpturer og guldalteret Pala d’Oro.

Oplev Venedig i kajak
Et alternativ til gondolerne og vaporettoerne (vandbusserne) er at opleve byen ved egen kraft på en guidet kajaktur gennem byens kanaler. Det koster 100 euro pr. person for en dag, og der er grupperabat på 20 procent ved 6-12 personer.

Kunst i lange baner
Galleria dell' Accademia huser malerier fra en lang række kunstnere fra den venetianske skole. Også Tintoretto, Titian og Bellini er repræsenteret på museet. Der kan være travlt om formiddagen, så besøg museet ved middagstid eller sent på dagen.

Murano – glaspusternes ø
Oplev glaspusterne i arbejde på Murano, den lille ø i lagunen. Du kan også gøre en god handel i det store udvalg af glaskunst og -smykker - men det er svært at vælge.

Broerne
Byens postkortværdige broer fi ndes i alle størrelser og over hele byen. Man skal især kigge efter Sukkenes Bro, Ponte dei Sospiri, som skulle have fået sit navn efter fangernes sukken, når de blev ført over broen til deres fængselsceller.

Venedigs bedste isbar
Italiensk is er fantastisk. Besøg for eksempel Gelateria Nico, som ligger ud til vandet på Sestiere Dorsoduro i Zattere-området.

En dag på stranden
Trænger fødderne og hovedet til at slappe af, kan man tage vandbussen til Lidoen og snuppe sig en stranddag.


Vidunderlige Venedig

Venedig har de senere år været ramt af oversvømmelser, men når vandet holder sig i kanalerne, er byen med de mange paladser og broer en af Europas smukkeste og mest romantiske.

Byen er bygget på flere end 100 små øer, der er hægtet sammen med gangbroer. En ferie i Venedig er god motion, for der bliver gået mange kilometer.

Et kort er uundværligt, og man skal ikke være flov over at folde kortet ud. Er fødderne ømme, kan man tage vandbussen ad byens 'hovedveje', de store kanaler, hvor også Venedigs svar på lastbiler huserer.

De romantiske ture i gondol er derimod hyggeligst i de mindre kanaler.

Aftenliv blandt de lokale

Lokal stemning til lokale priser finder du blandt andet i Cannareggio-distriktet.

Langs Fondamenta de la Misericordia og Fondamente degli Ormesini er der hyggelige barer, osteriaer og restauranter - af og til endda levende musik på en båd i kanalen.

Distriktet rummer også den gamle jødiske ghetto - det er faktisk her, ordet ghetto stammer fra. God afveksling fra det italienske køkken kan man få på den jødiske restaurant Gam Gam Ghetto tæt ved togstationen.

Det er ikke billigt at spise og bo i Venedig, men det kan lade sig gøre at få budgettet til at hænge sammen - især hvis man bevæger sig væk fra området omkring Rialtobroen og Markuspladsen. Bor man i de mere stille områder, får man mere for pengene, mere lokalkolorit og sikkert også bedre nattesøvn.

Også for familier

Man kan også vælge at bo på Lidoen, en lang tange af en ø ud for Venedig. Her er dejlige strande og feriestemning, og man kan tage vandbussen ind til alle seværdighederne i Venedig.

Den løsning er genial for børnefamilier. Det samme er en campingferie på Camping Marina på fastlandet, en kort sejltur fra Venedig. Det er et stort feriecenter med vandland og masser af aktiviteter for børnene.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?