Læs avisen online

Nu skal der D-vitamin i maden

Vi får for lidt D-vitamin, men i løbet af få måneder bliver det afgjort, om maden skal beriges med 'mirakel-vitaminet'

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox


Nu skal der D-vitamin i maden

Kræft, gigt, diabetes, sclerose. Listen over alvorlige sygdomme, der muligvis kan lindres og forebygges med D-vitamin, er lang.

Men alt for mange får for lidt af det vigtige vitamin. Derfor er berigelse af en eller flere fødevarer med D-vitamin den eneste mulighed, hvis man skal hæve indtaget for hele befolkningen.

Det fastslår DTU Fødevareinstituttet i en ny rapport, hvor danskernes kostvaner fra 2002 til 2008 er kortlagt.

- Problemet er, at hvis man nøjes med at supplere ind­taget af D-vitamin fra kosttilskud, så rammer man ikke hele befolkningen, siger Agnes N. Pedersen, seniorrådgiver i Fødevareinsti­tuttet.

En arbejdsgruppe under ledelse af DTU Fødevareinstituttet er ved at lægge sidste hånd på en videnskabelig gennemgang af D-vitamins indflydelse på helbredet.

Solen er den naturlige kilde til D-vitamin, og især i løbet af vinteren er mange i underskud af D-vitamin. Vitaminet findes også i store mængder i fede fisk, men selv om vi er begyndt at spise mere fisk, er det de færreste, der får dækket de anbefalede 7,5 mikrogram D-vitamin om dagen. Særlig slemt er det for ældre og mørklødede eller mennesker, der er tildækket hele året.

Sygehus Lillebælt har under­søgt mere end 18.000 danskere i alle aldersgrupper, og knap hver anden har ikke nok D-vitamin i blodet. Flere og flere danske læger nærmer sig nu EU, hvor man mener, at den anbefalede daglige mængde på 7,5 mikrogram skal fordobles.

- Det eneste vitamin, almindelige danskere med en rimelig sund levevis i virkeligheden burde interessere sig for, er vitamin D, siger læge Jerk W. Langer og fortsætter:

- Jeg råder derfor folk til hellere at bruge pengene på et ordentligt vitamin D-tilskud, for eksempel omkring 25 mikrogram om dagen, end at købe multivitaminpiller.

For store mængder D-vitamin kan dog være skadeligt, så man bør gå til læge og få tjekket indholdet af D-vitamin i blodet, inden man køber kosttilskud.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?