Bæredygtige og stille møbler. Se, hvordan kontoret bør klædes på til foråret
Det er ikke kun inden for tøjverdenen, at mode er vigtigt. Det er moderigtige møbler på kontoret også.
Det mener i hvert fald den svenske trendsetter Stefan Nilsson, der ifølge Expressense ligefrem mener, at trendy møbler er med til at udvikle kreativiteten hos medarbejderne.
Her kommer han med de fire stærkeste trends til forårets kontormøbler.
Vilde farver
Efter flere år med hvidt skal der nu mere farve på kontoret. De mest ekstreme blander alle mulige vilde pangfarver. Men det vigtigste er nu blot at få nogle kraftfulde kontraster til alt det hvide.
Rent træ
De seneste år har vi længtes efter det ægte, og i møbelform betyder det rent træ. Vi skal ikke til at sidde på hårde træstole, men mødeborde og skriveborde i ægte træ bliver mere almindelige.
Mindre støj
Der bliver stadig større fokus på at reducere støj på kontoret. Møblerne bliver i fremtiden lavet af genbrugs-gummi, der ikke larmer.
Bæredygtighed
Bæredygtig udvikling bliver et stærkere og stærkere tema - også inden for møbler. Bæredygtige møbler som for eksempel stole lavet af brugte shampooflasker vil blive meget populære på kontoret. De bæredygtige møbler bliver også en måde for virksomheden af profilere sig grønnere på.