Nu kan du få 20.000 kr. for dit gamle oliefyr, hvis du køber et miljøvenligt anlæg. Men pas på, når du tjekker besparelsen
Skrot dit gamle oliefyr og få 20.000 kroner i tilskud til et nyt jordvarmeanlæg - eller få en fjerdedel af omkostningerne til et nyt solvarmeanlæg betalt.
Den 1. marts åbner Energistyrelsen for ansøgninger til en pulje på 400 millioner kroner, der skal få os til at skrotte vores gamle og ineffektive oliefyr til gavn for både klimaet og beskæftigelsen. Og i længden også for forbrugernes pengepung.
Men hvor meget kan man egentlig spare, og hvor lang tid tager det, før en investering i f.eks. et jordvarmeanlæg har tjent sig hjem? Ja det er ikke helt let få et klart svar på.
Ganske vist findes der en række hjemmesider, der gerne vil give et bud. Men pas på, for svarene er vidt forskellige.
Hos Dong Energy får du således at vide, at det vil tage 11 år, før du har tjent udgiften til et jordvarmeanlæg hjem igen, hvis du bor i et typisk parcelhus på 130 kvm. fra 1970'erne.
Tjekker du imidlertid på Energistyrelsens 'varmepumpesiden.dk', får du at vide, at der kun går 6,4 år før anlægget er betalt, og du kan begynde at stikke den årlige besparelse på ca. 10.000 kroner i din egen lomme.
- Ikke mindst når det gælder jordvarmeanlæg, er det vigtigt at læse alt det med småt, fordi der er så mange forudsætninger, der varierer fra beregning til beregning. Det kan være alt fra finansiering, årlige serviceudgifter og de forventede energipriser til forhold som husets alder og isolering, siger Henrik Teglgaard Lund, testchef hos Forbrugerrådets blad Tænk.
Når Energistyrelsen kun beregner tilbagebetalingstiden til godt 6 år, skyldes det bl.a., at de kun regner på den forskel, der er mellem at købe et helt nyt oliefyr og et jordvarmeanlæg. Men det står kun med meget småt.
- Det kan være en helt fornuftig måde at gøre det på, da det reelt er det valg, folk har: altså et helt nyt oliefyr eller et jordvarmeanlæg. Men det skal selvfølgelig fremgå klart, at det er det, man har gjort, siger Henrik Teglgaard Lund.
I Energistyrelsen siger ingeniør, Mikkel Sørensen, at man bestemt ikke bevidst har forsøgt at få økonomien i jordvarmeanlæg til at tage sig bedre ud.
- Det er bare den måde, vi har valgt at gøre det. Men nu vil vi da se på, at det kan fremstå endnu tydeligere.
Der er da heller ingen grund til at smøre tykt på. For alt i alt er et jordvarmeanlæg en god investering.
- Vores test viser, at man kan få prisen ned omkring 100.000 kroner for et godt anlæg. I så fald er det en god investering, og et tilskud på 20.000 kroner gør det selvfølgelig ikke dårligere. Men man kan også sagtens få tilbud på 200.000 kroner, og så bliver anlægget aldrig betalt ned, siger Henrik Teglgaard Lund.
* Du skal have et oliefyr, som du vil skrotte.
* Du skal være ejer af den ejendom, hvor oliefyret står.
* Der kan kun søges tilskud til helårsboliger.
* Arbejdet må ikke være påbegyndt inden, du har fået tilsagn om tilskud
* Etablering af jordvarme (væske-vand varmepumpe). Tilskud: 20.000 kroner.
* Etablering af luft-vand varmepumpe. Tilskud: 15.000 kroner.
* Etablering af fjernvarme. Tilskud: 10.000 kroner.
* Etablering af solvarmeanlæg. Tilskud: 25 procent af investeringsomkostningerne.