Boligejere med flexlån har fået en stor besparelse i år. Kun de færreste vil bruge pengene til øget forbrug
Der var mærkbar gevinst til de omkring 300.000 boligejere, der fik ny rente på deres flexlån i december. Men pengene skal ikke ruttes væk til rejser, restaurantbesøg eller anden tant og fjas.
Ifølge en undersøgelse, som analyseinstituttet Catinét-IFKA har foretaget for Realkreditrådet blandt de heldige boligejere, vil fire ud af fem bruge pengene til investering og opsparing.
Og det er ikke småpenge, der er tale om. Som gennemsnit ligger den økonomiske besparelse på 2.000 til 2.500 kroner om måneden. Det betyder, at de har fået 1.300 til 1.700 kroner ekstra i hånden hver måned, når skatten er betalt.
- Det er en så stor besparelse, at det for de fleste familier giver anledning til overvejelser om, hvordan pengene skal bruges, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
I undersøgelsen har folk haft lov til at sætte mere end et enkelt kryds, hvis de har tænkt at bruge pengene til både det ene og det andet.
Og det vil nogle af dem tilsyneladende. Således svarer otte ud af ti, at de vil spare op eller investere, mens fire ud af ti planlægger at bruge pengene til at øge forbruget eller til at rette op på andre forhold, der har forværret deres økonomi.
Af dem, der vil investere eller spare op, svarer de fleste, at de vil bruge pengene til at nedbringe anden dyr gæld, mens resten enten vil bruge besparelsen på investeringer i boligen som f.eks. istandsættelser eller ombygning, eller de vil investere i pension eller værdipapirer.