Shutter Island får en noget skuffende modtagelse i forhold til de forventninger mange havde.
Martin Scorsese har lavet et velproduceret, men alt for rodet affære af en film med sin længe ventede Shutter Island. Og Leonardo DiCaprio løfter ikke indtrykket i sin præstation i rollen som politimanden, der skal opklare mysteriet om en forvunden patient på hospital for sindslidende kriminelle, mener flere kritikere.
”Manisk er også det ord, der bedst beskriver DiCaprio som den plagede politimand,” skriver Politikens anmelder Sophie Engberg Sonne, som mener instruktøren til gengæld har været heldig med sit filmhold: ”Dante Ferrettis produktionsdesign, Robert Richardsons billeder og Robbie Robertsons lydside er imponerende”
”Dens bevidst melodramatiske drømmescener dræner den for vedkommende realisme og er med til at gøre den alt for lang, men virkningsfulde er de unægtelig,” skriver Berlingske Tidendes Ebbe Iversen, som dog giver filmen fire stjerner.
”Shutter Island” er slet ikke på det niveau, som han så overlegent har vænnet os til,” skriver Johs. H. Christensen for Jyllands Posten. Hvad Scorsese” viser som virkelighed, er uvirkelighed og omvendt. Men vi kan ikke vide det, hvad der gør handlingen til en skuffelse. Man føler sig snydt”
Handlingen i Shutter Island ”bliver underligt ligegyldig, og den store følelsestunge forklaring, der skal virke så hjerteskærende til sidst, virker ikke bare let gennemskuelig, men også kynisk og kalkuleret", skriver Per Juul Carlsen på Filmland.