I får ikke mine øjne

Vi er blevet mere villige til at donere vores organer.

Men ikke det hele.

Af de 618.430 danskere, der har meldt sig som donorer i donorregistret, har de godt 76.700 valgt kun at give en begrænset tilladelse. Og af dem vælger 74 og 69 procent at sige nej til henholdsvis hud og hornhinder, skriver Urban.

- Øjnene vækker nogle særlige følelser hos os. Mange har det her billede af, at øjet er sjælens spejl. Der ligger meget personlighed i øjnene, siger Anja Bornø, medicinsk antropolog, til Urban.

Hun fortsætter:

- Når man selv tager stilling til organdonation og vælger hud og hornhinder fra, så er det nok ofte også, fordi man har forestillinger om, hvordan ens egen døde krop skal se ud, og ud fra et hensyn til de pårørende. At ens nærmeste ikke skal se en uden hud og øjne.

Transplantation af hornhinden foregår ved, at lægen løfter øjet ud på den afdøde og tager hornhinden ud, hvorefter øjet sættes på plads igen og øjenlåget lukkes. Hornhinden har ikke betydning for øjenfarven, så den vil forblive den samme hos den afdøde selv om hornhinden er væk.

Når det gælder huden, så fjerner lægen et tyndt lag hud fra ryg, baller og lår, der kun efterlader en rødmen af huden og ikke et åbent hul ind til muskler og sener.

I de tilfælde, hvor en afdød ikke selv har taget stilling til donation, vælger de pårørende også tit at sige nej til at donere hornhinderne.

- For mange virker det for makabert, at der skal pilles ved afdødes øjne. Hjerte, lever og nyrer er jo ikke noget vi ser, men øjnene på vores kære er noget, vi har kigget meget på, og huden er noget, vi har rørt ved, siger Anja Bornø Jensen, der er i gang med en undersøgelse af pårørendes erfaringer med organdonation.