Emma blev kun tre år

Bagbeklædningen på vitrineskabet var gået løs.

Det opdagede Kim og Majken Bronze allerede et par uger tidligere, da de flyttede rundt på møblerne i deres dagligstue.

Det skulle ordnes, så det tunge egetræsskab kunne gøres fast til væggen.

Men det måtte vente til weekenden, havde de talt om. De nåede det bare ikke.

Og selv om Majken kun sad tre meter derfra, kunne hun ikke nå at reagere, da vitrineskabet pludselig begyndte at vippe faretruende.

Ville ind til veninden

Emma sad og så fjernsyn, da hendes storebror, Mikkel, kom hjem fra fritidshjem. Han ville kigge med, men det passede ikke Emma.

Så hun plagede sin mor om at komme ind og lege med naboveninden Rebecca.

Hun fik ikke lov. Majken havde travlt med madlavningen, og i øvrigt var Rebecca også syg den dag.

Hele familien var hjemme, da Emma begyndte at pille utålmodigt ved skuffehåndtagene i vitrineskabet. Skabet begyndte at vippe og styrtede ned over hende.

- Hun havde stadig puls, da ambulancen kom. Men det blødte voldsomt fra øret, næsen og munden, fortæller Majken.

Begge forældre var hurtigt fremme og løftede skabet væk fra Emma.

- Men der var ikke noget at gøre, siger Majken.

Kim nikker og tager sin kone i hånden.

- Jeg gik i panik, og jeg kunne kun tænke, at jeg skulle have blodet væk, så hun kunne trække vejret. Men der var ikke noget at gøre. Hendes hoved var knust med det samme, fortæller Majken.

Hvorfor ventede vi?

Det er kun små fire måneder siden, Emma døde af sine kvæstelser.

Kim og Majken forsøger at skabe en normal hverdag - ikke mindst for deres børn Mikkel og Stine. Men det er svært, når savnet og skyldfølelsen trænger sig på.

- Hvorfor satte vi ikke bare skabet fast? Hvorfor ventede vi? Hvorfor fik Emma ikke bare lov til at komme over til Rebecca? Hvorfor dit og hvorfor dat? Nu føler vi, at det er vores skyld, lyder det fra Majken.

De tanker vil de gerne hjælpe andre forældre med at undgå.

- Hvis vi kan bidrage til, at det ikke sker for andre, så er vi glade, siger Kim.

Majken fortsætter:

- Vi er nok ikke de eneste forældre, der tager tingene for givet. Der er ting, vi sætter ind i vores hjem, som man ikke drømmer om kan påføre så stor skade, siger hun.

- Vi gør jo så meget for at passe på vores børn og forberede dem, når de skal ud i den farlige verden. Derfor kan vi glemme at passe på dem, når de befinder sig inden for hjemmets fire vægge, siger hun og opfordrer andre forældre til at handle, så snart de tænker, at noget kan blive farligt.