Læs avisen online

Unge kvinder føler sig mest triste

Hver tiende dansker hænger med hovedet. Især unge kvinder føler sig nedtrykte

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox


Unge kvinder føler sig mest triste

I flere forskellige undersøgelser er danskerne blevet udråbt til at være det mest lykkelige folk på jorden.

Men medaljen har en mørk bagside.

Hver tiende dansker føler sig nemlig trist og nedtrykt. Især de unge kvinder i alderen 16 til 24 år har det skidt med sig selv, viser den første kortlægning nogensinde af danskernes mentale sundhed.

Og ikke overraskende har man mest ondt i livet, hvis man er ensom, lider af en kronisk sygdom, har et misbrugsproblem eller i det hele taget lever et usundt liv.

- Det nye er, at det nu er dokumenteret, at det forholder sig på den måde. Dermed kan vi fremover for alvor få sat fokus på, hvad der kan gøres for at få forbedret danskernes mentale sundhed, siger Anna Paldam Folker fra Sundhedsstyrelsen, som har taget initiativ til undersøgelsen.

Knap 10.000 danskere har svaret på et spørgeskema om deres fysiske og psykiske tilstand, hvorefter svarene er blevet sammenholdt med WHO's definition på mental sundhed. 18 procent af de 16-24- årige kvinder, eller næsten hver femte, føler sig trist til mode.

- Vi har længe set en tendens til, at unge kvinder føler sig stressede og mere sårbare, men vi ved ikke helt præcist, hvad der ligger bag, siger Irene Oestrich, som er leder af Center for Kognitiv Terapi på psykiatrisk center i Roskilde.

- Men kvinder vil gerne være perfekte og ikke lave fejl, og hvis man ikke accepterer fejl, føler man sin værdi truet. Og kvinder føler i langt større grad end mænd deres værdi truet, hvis de løber ind i modgang, siger hun og gør også opmærksom på, at den langvarige snak om krise i samfundet muligvis stresser kvinderne mest.

Anna Paldam Folker fra Sundhedsstyrelsen bekræfter, at de unge kvinders humør skranter.

- Vi har set et tilsvarende billede for piger under 15 år, og det næste kan sagtens blive en kortlægning af børn og unges trivsel, siger hun.

Op mod 400.000 danskere lider af depression, angst og stress.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?