Det var et rent tilfælde, at en afrikansk mand blev afsløret i at rejse på falske papirer.
En afrikansk mand havde ikke ligefrem heldet med sig, da han rejste med lufthavnstoget uden billet tirsdag den 12. januar. Kontrolløren i toget bad den billetløse afrikaner om at vise sit ID.
Imidlertid var en af Kastrup Lufthavns eksperter i dokumentfalskneri på vej på arbejde med selvsamme tog og havde taget plads lige ved siden af afrikaneren. Ud af øjenkrogen fik han øje på de dokumenter, afrikaneren fremviste, og så straks, at de var forfalskninger.
Lufthavnsmedarbejderen tog fat i kontrolløren og forklarede ham, hvad han havde set. De underrettede politiet, som hev afrikaneren af toget på Københavns Hovedbanegård. Han sidder nu varetægtsfængslet i 13 dage.