Prognosen for juleaften lyder på fire gange så mange indbrud som på et normalt døgn
Halvdelen af alle danske hjem er forladt juleaften, og det giver ideelle arbejdsforhold for indbrudstyve. I år vil der blive begået omkring 475 indbrud juleaften, vurderer Forsikringsoplysningen baseret på de seneste års indbrudstatistik. Til sammenligning bliver der på et normalt døgn i gennemsnit begået omkring 120 indbrud.
Mange er også væk hjemmefra første og anden juledag, hvor indbrudstyvene også har travlt. Samlet forventes omkring 925 indbrud i juledagene med et udbytte til tyvene på godt 21 millioner kroner.
I år skal folk være ekstra på vagt over for indbrudstyve, advarer Forsikringslysningen. Antallet af indbrud er nemlig eksploderet, og det samlede antal indbrud i 2009 vil blive det højeste nogensinde.
Der skal ikke nødvendigvis særlig meget til for at gøre tyven usikker, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen. Eksempelvis kan man sørge for at have tændt lys eller spille musik, som får det til at se ud som om, der er nogen hjemme.
- Det er umuligt at gardere sig 100 procent mod indbrud. Men hvis man gør det svært for tyven at se, om der er nogen hjemme, vil man ofte kunne undgå indbrudsforsøg. Tyven har travlt juleaften og vil ofte vælge de mørklagte huse i stedet for at bruge tid på at undersøge, om huse med lys og musik ikke alligevel skulle være forladt, siger chefkonsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen.
Hvis man er væk flere dage i julen, er det en god idé at få naboen til at kigge efter huset.
Eksempelvis kan man få naboen til at fylde noget af sit skrald i ens affaldssæk, fjerne aviser og reklamer fra postkassen og måske sætte sin bil over i den tomme carport.