Over halvdelen af de danske boliger bliver i øjeblikket solgt til under den offentlige vurdering
I år er 52 procent af alle boligsalg i landet sket til en pris, der ligger under den offentlige vurdering.
Det er især øst for Storebælt, at sælgerne har svært ved at få den rette pris for huset. I hele 78 procent af bolighandlerne på Sjælland i 2009 har den faktiske salgspris været lavere end den offentlige vurdering, oplyser EDC, som har gjort priserne op i 33.000 handler fra 2007 til i dag.
- Med den prisudvikling vi har oplevet gennem de sidste 8 år kan de offentlige vurderinger, som fastsættes hvert andet år, ikke følge med, konkluderer kommunikationschef i EDC, Jan Nordmann i en pressemeddelelse.
SKAT fastsætter vurderingen pr. 1. oktober og offentliggør dem i marts året efter.
Skattestoppet betyder, at boligejerne ikke umiddelbart bliver berørt økonomisk af ubalancen mellem vurderinger og priser. Hvis det ikke havde været for skattestoppet - eller hvis det bliver ophævet - så ville 52 procent af boligejerne blive opkrævet for meget i skat.
Der er dog ulemper for de hussælgere, der har oplevet en salgpris, som har ligget lavere end den offentlige vurdering.
Tinglysningsafgiften ved en bolighandel beregnes nemlig af den offentlige vurdering eller af salgsprisen, men kun hvis den er højere. Dermed bliver tinglysningsafgiften for folk med en lavere salgspris højere end den burde være.
Tinglysningsafgiften er på 0,6 procent og er den samme uanset boligens størrelse og prisklasse.
- Det kan være svært at argumentere for, at et boligkøb i Lyngby koster 24.000 kroner at få tinglyst, mens en tilsvarende bolig i Vestjylland kan tinglyses for 6.000 kroner, siger Jan Nordmann, EDC.