Krisen har været hård ved mange familiers privatøkonomi. Nu tvinger forældre børnene til at gå med aviser.
Et par lynhurtige avisruter efter skole. Det er mange børn og unges måde at supplere lommepengene på.
Men nu tyder meget på, at flere avisbude må se deres surt tjente penge havne i familiens slunkne pengekasse i stedet for i sparegrisen.
Særligt i en tid, hvor mange familier bliver ramt af den økonomiske krise.
- Vi har fået en væsentlig større tilgang af omdelere. Og der er adskillige eksempler på, at de unge er blevet presset af deres forældre til at søge job i disse krisetider, siger Jes Mogensen, der er direktør for Forbruger Kontakt, som er Danmarks største private distributionsfirma.
Det er særligt børn fra København og Nordsjælland, der føler sig pisket ud på de lange villaveje med aviser, forklarer Jes Mogensen.
Og det går ud over kvaliteten af deres arbejde.
- Når man bliver presset til noget, er man ikke altid tændt på samme måde, som hvis var det frivilligt, siger han og forklarer:
- De rammer ganske enkelt ikke alle de postkasser og brevsprækker, som vi gerne vil have, siger han.
Men det skal slet ikke være børnenes ansvar at få familiens økonomi til at hænge sammen, mener familiepsykolog Ulla Dyrløv.
- Jeg plejer at kalde forældre for piloterne i flyet, og det er altså en pilotopgave at have styr på økonomien, siger hun og forklarer:
- Børnene kommer til at stå med nogle problemer, de ikke kan gøre noget ved. Det skaber en magtesløshed, der kan give ondt i maven, problemer med at koncentrere sig og søvnbesvær, siger hun og understreger, at det vigtigste i børns liv er at pleje venskaber og passe skolen.
Hos Forbruger Kontakt gløder telefonerne med utilfredse kunder, der ikke har fået avisen på grund af de unge omdeleres manglende lyst til at gøre avisjobbet ordentligt.
Det har i flere tilfælde resulteret i, at Forbruger Kontakt er blevet nødt til at fyre de unge, pressede avisbude.
- Når vi taler med omdelerne om problemstillingen og siger, at de nok er landet på den forkerte hylde, er der hverken gråd eller utilfredshed over, at vi afbryder samarbejdet, siger Jes Mogensen.
Faktisk er en fyring flere gange blevet efterfulgt af et lettelsens suk.
- De bude, vi tager afsked med, og som er blevet presset til at tage jobbet af forældrene, siger næsten ’tak’ for at blive fri, siger han.