Boligejere med flekslån står til en samlet restskat på 1,5 milliarder kroner, hvis de ikke får rettet skattekortet
Boligejere, der skal have refinansieret et flexlån i den kommende tid, risikerer en grim overraskelse, hvis de glemmer at rette deres forskudsopgørelse for 2010.
Ifølge en beregning, som Danske Bank har lavet for Dine Penge, lurer der en restskat for de glemsomme på omkring 13.500 kroner for et lån på to millioner kroner.
- Værdien af rentefradraget for flekslånerne bliver betydeligt mindre til næste år, hvis vi ellers får ret i vores forventning til renten på den kommende auktion for flekslån, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank.
Økonomerne forventer, at renten ved refinansieringen vil ligge på lidt over to procent mod 5,20 procent i år og 4,73 procent i 2008.
Glemmer man at ændre sin forskudsopgørelse, vil Skat bruge tallene fra 2008. Det betyder, at man kommer til at trække ca. 105.000 kroner fra i renter og bidrag i 2010 på lånet på de to millioner kroner i stedet for den faktiske udgift, der forventes at ligge i omegnen af 64.000 kroner.
- Det betyder, at man får en solid regning i 2011, hvis man ikke husker at ændre sin forskudsopgørelse, så det er en rigtigt god ide at få det gjort. Ellers kan man komme til at føle sig rigere, end man er, siger Las Olsen.
Det er flekslån for 630 milliarder kroner, der skal refinansieres i denne og i næste måned. Samlet set vil værdien af flekslånernes rentefradrag falde med mellem én og 1,5 mia. kr. fra i år til næste år, viser Danske Banks beregninger.
Problemet gælder ligeledes for personer med prioritetslån, fordi renten på prioritetslånene er faldet væsentligt siden 2008.
Las Olsen påpeger, at man kan vente med at lave forskudsopgørelsen om til efter refinansieringen, så man præcist ved, hvad renten på ens lån bliver til næste år.